In Actis Esto Volucris!
"Vær lynsnar i handling", er Gardehusarregimentets motto, og det levede det i den grad op til, da en del af regimentets hesteeskadron traditionen tro vendte tilbage til gamle, vante rammer i Næstved for en dag.
Onsdag i skolernes vinterferie red husarerne på en veltilrettelagt mission gennem byen til stor fornøjelse for de mange hundrede børn, voksne og butiksindehavere, der fulgte optoget.
Siden 2001 - og det sidste i 2003 - hvor regimentet flyttede fra kasernen i Næstved til Antvorskov Kaserne i Slagelse, har husarerne flere gange besøgt deres gamle hjemby.
Gardehusarregimentet, der er et af verdens ældste regimenter, kunne fejre 410-års fødselsdag sidste år i november, og selv om der er kommet mange nye generationer til gennem tiden, står soldaterne og deres heste stadig knivskarpe i deres blå uniformer, seks trompetere, en paukist og med major Chris M. Frandsen i spidsen.
Læs videre under billedet...
Det lader til, at Næstved-borgerne stadig elsker de blå husarer og deres heste, og der er da også stadig masser af ”Næstved-blod” i regimentet.
Blandt andre finder man helt i toppen af hierarkiet Oberst Jørn Christensen, der dog havde en fridag under besøget, Major Frandsen stammer også fra Næstved, og det samme gør Kaptajn af reserven, Anne Lobanoff, samt flere af de værnepligtige.
Det er altid dejligt. Jeg havde efterspurgt at få lov til at ride med. Det gør jeg egentlig hver gang, for det er så dejligt at komme tilbage til Næstved.
Anne Lobanoff
- Da regimentet holdt til hernede, var jeg med til byridt næsten hver gang. Men efter, vi er flyttet til Slagelse, har jeg vel været med fem-seks gange, men det er altid noget særligt hernede. Der er altid supermange mennesker, så Næstved elsker stadigvæk gardehusarerne som om, det var deres egne, og det er det jo også stadig lidt, siger den lokale soldat med et grin.
Gardehusarerne ankom om morgenen til Grønnegade Kaserne og indtog Lave Ridebane. Herfra gik turen til Munkebo Plejehjem, Rådhuset i Teatergade og ad de små stræder til og fra Axeltorv.
- Det var en meget fin tur, folk var glade og vinkede. Det er ikke svært med smalle gader, men det er en rigtig god by at træne og ride i. De små fine gader skal hestene jo prøve, fortæller Anne Lobanoff, som sammen med resten af eskadronen vendte retur til kasernen i Grønnegade om eftermiddagen, hvor man kunne komme helt tæt på både heste og soldater for at få en snak.
Også med regimentets gamle major, Michael Mentz, der traditionen tro var til stede for at hilse på.