Der var blot spillet ét minut og cirka 15 sekunder, da Næstved-spillerne fik en spand koldt vand i hovederne i lørdagens udekamp mod VSK Aarhus.
Hjemmeholdets Jonas Yderholm blev pludselig spillet fri midt for mål, og han takkede ved at passere Næstved-keeper Jeppe Rømer til føring på 1-0.
Det var bestemt ikke den bedste start for gæsterne på Vejlby Stadions kunstbane, men det slog dem til gengæld ikke ud. Næstved fik hurtigt greb om kampen og lod oprykkerne løbe efter kombinationerne.
- Vi kommer tidligt bagud, og det skal vi have kigget på. Men vi fik det løst, blev ikke nervøse og viste god moral, siger Næstveds cheftræner Sune Lærkedahl Jensen.
Aarhusianerne havde svært ved at stjæle bolden fra udeholdets teknikere, og i 18. minut måtte de også bruge ulovlige midler på at stoppe Bertram Kvist i det kriminelle felt. Næstved-spilleren tog selv det efterfølgende straffespark og udlignede til 1-1.
Efter godt en halv time brød Mathias Høst et Aarhus-angreb og drev bolden frem. Han fandt Bertram Kvist i venstre side og herfra lagde Kvist en perfekt bold ind i hovedet på Frederik Christensen, der kunne gøre det til 2-1 til Næstved.
Christensen med to mål
"De grønne" kunne derfor gå til pausen foran og med visheden om, at de havde pænt styr på kampen.
De fik den endnu mere under kontrol cirka midtvejs i 2. halvleg, da Frederik Christensen med sit andet mål - og fjerde i alt i denne sæson - fik masser af plads i højre side. Han skar mod mål og passerede VSK-målmanden ved at sparke under ham til 1-3.
Mere blev det ikke til, men det var også rigeligt for et godt spillende Næstved-hold, der nu har 10 point efter fem kampe.
- Vi var klart det bedste hold, så det er fuldt fortjent. Vi kunne også have vundet mere, da de skulle satse til sidst. Men vi blev ved med at klø på, viste godt spil og holdt os til planen. Det var en god moral test, som vi bestod, konstaterer en tilfreds cheftræner.
Topholdet Thisted FC har tre point mere og har som det eneste hold i rækken endnu ikke tabt.
Næstveds næste kamp er igen på udebane fredag 5. september kl. 19, hvor AB er modstanderen.

KAMPEN I TAL
2. division, mænd
VSK Aarhus - Næstved: 1-3 (1-2)
1-0: Jonas Yderholm (2)
1-1: Bertram Kvist, straffe (18)
1-2: Frederik Christensen (36)
1-3: Frederik Christensen (62)
Næstveds hold:
Jeppe Rømer - Christian Friedrich (70/Jonathan Krath), Sam Tattum, Aksel Halsgaard, Mathias Høst - Mark Kongstedt, Magnus Häuser, Benjamin Kold (75/Lucas Riisgaard) - Frederik Christensen (75/Mathias Andreasen), Bertram Kvist (75/Marius Olofsen Christiansen), Tinus Olesen (86/Malthe Rugaard).