Han kom ikke for at se på hverken landbrug, fisk eller fødevarer – ud over kaffen og kransekagerne, som den lokale Venstre-politiker Pernille Sten diskede op med – men derimod for at høre om hotelplanerne i Rådmandshaven og fremtiden for Næstved Sygehus.
Som lokale guider havde ministeren Venstres borgmesterkandidat Kenneth Sørensen og regionsrådsmedlem Kirsten Devantier, der stolt viste blandt andet Næstveds cirka halvt år gamle dialyse-afsnit frem og fortalte om det kommende sundhedscenter.
- Vores nye samarbejde mellem regionen og Næstved Sundhedsby lever netop op til intentionen i den nye sundhedsreform, at så meget der kan laves tæt på borgeren, skal laves. Og det åbner også for private aktører, lyder det fra Kirsten Devantier.
Artiklen fortsætter under billedet...
Jacob Jensen ser store perspektiver i, at mere behandling fremover kan foregå lokalt – også i byer uden akutsygehus.
- Dér, hvor man er nødt til at have noget volumen for at have de dygtigste læger, er det en god idé at samle det – som eksempelvis i Køge. Men samtidig skal så meget som muligt flyttes ud lokalt tættest på borgeren i de 90 procent af tilfældene, der vil være, siger han og understreger, at det ikke altid handler om geografi, men om kvalitet:
- Geografi må komme sekundært. Det må være den læge eller det de mest specialiserede funktioner, man har brug for, man vil køre efter. Er det simple blodprøver eller undersøgelser, vil jeg selvfølgelig gerne have, at mest muligt bliver håndteret så tæt på, hvor jeg bor. Men er det et specielt indgreb, operation og så videre, vil jeg gerne rejse derhen, hvor den dygtigste læge er, mener Jacob Jensen.
Næstved som sundhedsby
For nylig er det besluttet, at både Næstved og Roskilde Sygehus vil stå tilbage med færre scannere – både MR- og CT-scannere - i fremtiden, da de skal flyttes til Køge. Men Devantier vælger at se positivt på det.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Den sidste strålekanon flyttes i 2030, og hvem ved, hvad der sker til den tid. Jeg tror på, at den sikkerhed man får i, at de rette kompetencer er til stede, der hvor man skal hen, gør, at man gerne vil køre efter det, siger Devantier, der er 2. næstformand i regionsrådet.
Hun glæder sig også over udsigten til etablering af Næstveds Sundhedsby.
- Vores nye samarbejde mellem regionen og Næstved Sundhedsby lever netop op til intentionen i den nye sundhedsreform, at så meget der kan laves tæt på borgeren, skal laves. Jeg begræder, Næstved ikke blev akutsygehus, men sådan er det. Hvordan får man så det bedst mulige? Der må jeg rose Næstved Kommune for, at de er gået i så tæt samarbejde om den store vision, der hedder Næstved som sundhedsby. Det er for både borgernes og uddannelsernes skyld, siger Kirsten Devantier, der bakkes op af ministeren:
- Når man både har sygehus og får etableret sundhedscenter, har det nogle forcer. Også i forhold til uddannelser, som en by af Næstveds størrelse er berettiget til og også bør have, siger Jacob Jensen.
”Et spændende byprojekt”
Ministerbesøget begyndte i Rådmandshaven, hvor Kenneth Sørensen tegnede og fortalte om det kommende hotelprojekt, der lige nu er i offentlig høring frem til 16. november.
Artiklen fortsætter under billedet...
Her var Jacob Jensen begejstret over planerne:
- Det lyder megaspændende. Også at det kommer til at ligge så bynært. Jeg forstår, at der også er lavet en analyse af kapacitetsbehov, og jeg noterer, at der kommer flere både kulturelle og sportsevents til byen, sagde han og tilføjede med et glimt i øjet:
- Jeg kan forstå, der også er diskussioner om, hvor meget og hvor lidt grønt, der er på området. Jeg noterede mig, at det er en parkeringsplads med lidt græs mellem fugerne, kom det fra Jacob Jensen, som selv stammer fra Tølløse.