Da Niels Estrup levede med konstante smerter efter en diskusprolaps, var det ikke af mangel på forsøg, at han begyndte at interessere sig for mindfulness. En operation havde ikke hjulpet, og mulighederne i det etablerede system var udtømte.
– Altså man prøver jo alt. Jeg har også været inde hos prins Henriks ”nålemand” i Emdrup. Men der var ikke rigtig noget, der hjalp, fortæller han.
Vendepunktet kom, da han på et lederkursus mødte en underviser, som også arbejdede med meditation. Estrup deltog efterfølgende i et MBSR-forløb – Mindfulness-Based Stress Reduction – og oplevede gradvist en ændring. Ikke nødvendigvis i smertens eksistens, men i måden han forholdt sig til den.
– Efter jeg havde deltaget i det første kursus, kunne jeg mærke, at jeg begyndte at have en anden holdning til min smerte. På det tidspunkt havde jeg konstant smerter og kunne gå 20 meter, men jeg gav den plads og langsomt blev den mindre. Til sidst var jeg næsten helt smertefri, siger han.
Blev uddannet i Aarhus
Oplevelsen gjorde den 57-årige amagerkaner nysgerrig. Ikke i en spirituel forstand, understreger han, men i forhold til, hvorfor det virkede.
– Jeg troede ikke engang selv på det. Det var ikke fordi, jeg tænkte, at det var tankernes kraft eller universet, der stod rigtigt. Men så jeg begyndte at grave i det og finde ud af, hvor MBSR egentlig stammer fra, og hvad det bygger på, siger han, der har boet i både Nykøbing Falster, København og nu Næstved.
Det førte ham til en toårig uddannelse ved Dansk Center for Mindfulness under Aarhus Universitet. En uddannelse han selv betalte – trods en pris på over 130.000 kroner.
– Jeg synes ikke, jeg havde noget valg. Jeg havde selv oplevet den her transformation, og jeg kunne se, at der skete noget med folk, der havde været på de her hold. Så jeg tænkte, det skal jeg simpelthen. Koste hvad det vil, så må jeg uddanne mig, så jeg selv kan vise det her til folk, siger han.
Efter endt uddannelse i 2016 begyndte han at undervise i Næstved. I dag driver han sin egen virksomhed og underviser, som den eneste syd for Holbæk, i MBSR-forløb, der følger en fast struktur.
– Der er ikke noget hokus-pokus. Det er otte gange, hvor man møder op i to timer, og så er der en stilhedsdag på seks timer. Hver gang har sit tema – kroppen, tanker, følelser, relationer og medfølelse – og det hele følger en bestemt drejebog, forklarer han.
Man skal træne i fredstid
Netop strukturen er ifølge Estrup afgørende for, at metoden kan undersøges videnskabeligt.
– Når du har en fast drejebog for, hvordan undervisningen skal være, så kan man lave studier og metaanalyser. Det er også det, der gjorde mig tryg ved det. Det var ikke bare min egen oplevelse – det var videnskabeligt velfunderet, siger han.
For Estrup handler mindfulness i praksis om mental træning – ikke om at fjerne livets problemer, men om at håndtere dem anderledes.
– Man skal træne i fredstid. Det vil sige, man skal træne, mens man ikke er udfordret, så man bliver mere robust. Det er ikke så meget, hvad der sker med os, men hvordan vi reagerer på det, der sker, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet...
Niels Estrup beskriver, hvordan deltagerne lærer at træde et skridt tilbage, før de reagerer.
– Når man har fuldført det her kursus, har man teknikkerne til rådighed. Man kan lige trække vejret og gå ud af den autopilot, de fleste af os kører på. Det er ikke sikkert, man vælger anderledes, men man er i det mindste bevidst om sit valg, siger han.
I dag underviser han i lokaler hos Broker Healing på Hjultorv i Næstved ved siden af sit fuldtidsjob som international sales manager. Han understreger samtidig, at han ikke er terapeut.
– Jeg er MBSR-instruktør, men jeg er ikke psykolog og ikke terapeut. Derfor screener jeg folk, før de kommer på holdene. Hvis nogen er hårdt ramt af depression eller stress, henviser jeg videre, siger han, der ofte møder skepsis.
- Og det har jeg forståelse for. Du behøver ikke tro på det her. Du skal bare udføre øvelserne. Det er dér, effekten ligger. Læger er også begyndt at henvise til mindfulness, som man kan få på recept nu, siger Niels Estrup, der starter et nyt otte-ugers kursus 16. marts.