Der skal være penge til både de store visioner og de små ildsjæle. Den melding kan foreninger over hele Sydsjælland tage til sig, efter TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland har fordelt 5.706.159 kroner mellem 63 modtagere.
Flere af dem hører til på vores egne kanter. Den største Næstved-relaterede donation går til Ungdommens Røde Kors, der med 1.463.800 kroner sætter gang i projektet "En frivillig mentor i livet" i Næstved og Holbæk kommuner. Tanken er lige så enkel, som den er svær at få til at lykkes: at give et barn eller en ung en voksen at læne sig op ad.
Også Fonden GRO i Næstved er blandt de større modtagere med 323.587 kroner til projektet "Tidlig forebyggelse", mens Red Barnet i Næstved har fået 109.461 kroner til en "Familieoplevelsesklub", oplevelser og fællesskab til familier, der ellers ikke altid har råd til den slags.
I Herlufmagle har Hjernehjælperne fået 72.000 kroner til "Selvhjælp til Apopleksiramte", altså støtte til mennesker, der er ramt af blodprop eller blødning i hjernen. Og på Vor Frue Skole i Næstved kan de se frem til nye cykelhjelme for 7.150 kroner, et af de helt små beløb, men næppe det mindst nyttige, når skoleeleverne triller ud i trafikken.
Pengene er fordelt efter TrygFondens fem overordnede mål, der spænder fra børn og unges trivsel til et trygt ældreliv og førstehjælp i hverdagen. Og netop bredden glæder rådets formand.
- Der er både store projekter med stærke visioner og potentiale til langsigtede løsninger og bitte små projekter løftet af frivillige ildsjæle, som ved deres engagement i hverdagen og deres lokalmiljø er med til at gøre en kæmpe forskel, fortæller Johanne Rask, formand for TryghedsGruppens repræsentantskab i Region Sjælland.
Hun lægger ikke skjul på, at det er en fornøjelse at dele ud.
- Det er opløftende, at der er så mange, som har lyst til at gøre en forskel, og at vi med TrygFonden har mulighed for at støtte deres arbejde, lyder det fra formanden.
I det regionale råd sidder 10 demokratisk valgte medlemmer, heriblandt Lars Erik Clausen fra Næstved. Sammen med rådene fra de øvrige fire regioner udgør de TryghedsGruppens øverste myndighed og er med til at bestemme, hvor TrygFondens midler havner.
Red Barnets Familieoplevelsesklub i Næstved kan se frem til knap 110.000 kroner. Foto: Red Barnet
Vil du selv søge?
Næste ansøgningsfrist hos TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland er 1. september 2026. På Tryghed.dk kan man læse mere om, hvad der gives støtte til, og få gode råd til selve ansøgningen.
