Næstved Kommune får nu et markant økonomisk rygstød til arbejdet med at genoprette naturen i Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord. Miljøministeriet har offentliggjort, at Havnaturfonden og Den Danske Naturfond tilsammen støtter kommunens stenrevsprojekt med 4,4 millioner kroner.
Det skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse.
Projektet skal genskabe de små mosaik-stenrev, der historisk har præget fjordenes bund. De forsvandt gennem det seneste århundrede – og med dem også et rigt liv af rovfisk, skjulesteder og bunddyr.
Artiklen fortsætter under billedet...
Foto: Christian B. Hvidt / naturfocus
De nye stenrev skal igen skabe variation i det ellers flade bundlandskab og tilbyde sikre opvækstområder for blandt andet brakvandsgedder og brakvandsaborrer, som i dag mangler naturlige levesteder. Også ål, ørred, krebsdyr og muslinger forventes at få gavn af genopretningen.
– Med Havnaturfondens støtte kan vi tage endnu et stort skridt mod at genskabe fjordenes biodiversitet og sikre en robust bestand af rovfisk i og omkring Smålandsfarvandet. Indsatsen vil ikke kun gavne livet under vandet – en rigere fiskebestand og biodiversitet vil styrke hele kystmiljøet, friluftsturismen og lokalsamfundet, siger Rune Kristensen (K), udvalgsformand for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget i Næstved Kommune.
Projektet bygger videre på kommunens erfaringer fra Fladsåen, hvor genetablerede yngleområder allerede har sendt tusindvis af geddeyngel ud i fjordene. Med det nye tiltag skal stenrevene nu sikre endnu bedre overlevelsesvilkår for unge fisk og bidrage til et mere balanceret og robust fjordmiljø.
Fakta om projektet:
- Titel: Restaurering af kystlagunerne Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord
- Formål: Projektet vil forbedre levevilkårene for kritisk truede arter som brakvandsgedde og brakvandsaborre, der er afhængige af sunde bund- og stenrev for at overleve. Projektet omfatter etablering af en række små stenrev på lavt vand, som vil fungere som opvækstområder for geddeyngel og skabe skjule- og levesteder for andre arter som ål og ørred. Stenrevene vil samtidig danne grundlag for krebsdyr og muslinger, der understøtter et sundere og mere robust økosystem.
- Areal: Karrebæk Fjord (15 km²), Dybsø Fjord (17 km²)
- Metode: Udlægning af natursten fra lokale kilder
- Forventet afslutning: Medio 2028
- Havnaturfondens og Den Danske Naturfonds støtte: 4,4 mio. kr.
Projektet gennemføres i samarbejde med lokale foreninger og vil bidrage til Næstved Kommunes målsætninger om at beskytte sårbare arter og naturtyper. Frem mod 2028 bliver det muligt for lokale og interesserede borgere at følge med i projektet.
Stenrevene i Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord er et af seks lokale naturgenopretningsprojekter, der får støtte fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond.
