Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Metalfolket skal i form til festival

Run to the Næverly Hills havde stor opbakning af heavymetalfans og andre interesserede, som gerne ville ud på en 6,66 kilometer lang rute gennem Herlufsholm-skoven.

Har du været til metal-koncert før, ved du, det kræver, at man er i god form. Man kan i hvert fald ikke deltage i en Moshpit eller headbange to timer i træk uden bare at have en lille smule kondition i orden.

Blandt andet derfor arrangerede manden bag Næstved Metalfest, Michael Hvolgaard Andersen, sammen med P4 Sjælland-værten, løberen og metalfan Morten Dam-Sørensen søndag et løb med udgangspunkt fra Kranøen i Rådmandshaven i Næstved.

Artiklen fortsætter under billedet...

Michael Hvolgaard Andersen (t.v.) og Morten Dam-Sørensen byder velkommen til "Run to the Næverly Hills". Foto: John Ringstrøm
Michael Hvolgaard Andersen (t.v.) og Morten Dam-Sørensen byder velkommen til "Run to the Næverly Hills". Foto: John Ringstrøm

- Morten og jeg har kendt hinanden i mange år, og vi ville gerne involvere ham i Næstved Metalfestival på en eller anden måde. Han har baggrund med løb og jeg skulle i lidt bedre form, men det er ødelagt lidt igen efter en smadret akillessene, da jeg skulle FOR meget i form, siger Michael Hvolgaard med et skævt smil, mens han står og betragter deltagerantallet på den rå Kranøen, som meget vel kunne danne ramme om en heavy metal-video.

Mere end 50 deltog

Der dukker lidt mere end 50 mennesker op klædt i alt fra almindeligt løbetøj til sorte t-shirts og heavy-veste med emblemer og alskens tingeltangel.

- Nu har jeg godt nok en løbetrøje på, men os med sorte t-shirts med kranier på godt kan lide at løbe og vi kan godt lide at høre metalmusik. Så havde vi en snak i vinters, om vi ikke kunne lave noget, der forenede de to ting. Der er ikke mange, der bare kan gå til metalfester uden at være en lille smule i form, for så kan man ikke holde til fire dage på Copenhell, siger Morten Dam-Sørensen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Metalmiljøet er jo et kæmpestort fællesskab, som kan virke lidt svært at komme ind på. Det kan løbemiljøet, som jeg kommer fra, også. Hvis vi nu merger de to ting, kan vi måske skabe noget, hvor de giver hinanden noget.
- Metalmiljøet er jo et kæmpestort fællesskab, som kan virke lidt svært at komme ind på. Det kan løbemiljøet, som jeg kommer fra, også. Hvis vi nu merger de to ting, kan vi måske skabe noget, hvor de giver hinanden noget, siger Morten Dam-Sørensen, der kunne byde lidt over 50 deltagere velkommen. Foto: John Ringstrøm

Næstved Metalfest løber af stablen 28. til 30. august, så folket har stadig lidt tid til at komme i god form. Starten på Kranøen gik dog over al forventning.

Det eneste i verden

Deltagerne kunne vælge at løbe eller gå de 6,66 kilometer, som distancen med stor selvfølge var. 666 er som bekendt ”The number of the beast”, der er et Iron Maiden-nummer. Og fra gamle sagn er det oprindeligt tallet for djævlen.

Løbet havde de ovenikøbet kaldt ”Run to the Næverly Hills”, inspireret af endnu et Iron Maiden-nummer, ”Run to the Hills”.

- Der er måske et i Finland, men ellers har vi søgt og kan ikke finde nogen som helst andre heavymetal-løb nogen steder i verden, siger Michael Hvolgaard Andersen, der håber, løbet kan blive en tilbagevendende begivenhed.

- Der er meget fokus på mental sundhed både på arbejdspladser og i musikbranchen, og derfor synes jeg også, der skal fokus på, at man rent faktisk er i fysisk form. Det har vi her, og det er en start. Næste år håber vi, at vi kan gøre det lidt mere rigtigt med numre på ryggen og det hele. Det her er jo et social run, selv om vi faktisk havde fået henvendelser fra folk, der gerne ville stille foodtrucks op og det hele. Men skal man lave et rigtigt løb, kræver det også flere tilladelser, så det må blive næste år, siger metal-bagmanden.