Der bliver flere sorte T-shirts, flere tunge riffs og formentlig også mere trængsel på Grønnegades Kaserne, når Næstved Metalfest torsdag åbner portene til tre dages metal.
Festivalen er vokset markant, siden Michael Hvolgaard Andersen fik idéen for syv år siden. Men selv om årets festival ventes at tiltrække omkring 20 procent flere gæster end sidste år, har han ingen ambitioner om at flytte den væk fra Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Det slår han fast i en video på festivalens Facebook-side forud for årets festival.
– Vi får utrolig meget foræret af at være i de her omgivelser på Grønnegade. Og det samarbejde, vi har med dem, er helt fantastisk. Helt lavpraktisk er det strøm, vand og faciliteter. Når man ser sig rundt omkring, er det jo ikke en pløjemark, siger Michael Hvolgaard Andersen.
Festivalen har kapacitet til op mod 3000 gæster om dagen, og der skal betydeligt mere metal gennem maskinen, før en flytning overhovedet bliver aktuel.
Artiklen fortsætter under billedet...
Michael Hvolgaard Andersen og Lars Larsen (th) er klar til den syvende Næstved Metalfest. Foto: John Ringstrøm
– Får vi udsolgt med 3000 mennesker hver dag tre dage i træk fem år i træk, og folk bare gerne vil have Næstved Metalfest, må vi kigge på det. Men på det tidspunkt er jeg tæt på 60, og så skal der en ny generation til. Nej, jeg er virkelig tilfreds med at være her.
Stadig flere opdager festivalen
Næstved Metalfest blev grundlagt i 2019 og blev første gang afholdt på Kongebryg. I 2021 rykkede festivalen til Grønnegades Kaserne, og året efter blev der skruet markant op med en stor open air-scene.
Siden 2023 har Næstved Metalfest været en tredages festival, og i 2025 satte festivalen publikumsrekord. Arrangørerne oplever samtidig, at nye metalfans fortsat får øjnene op for den sydsjællandske festival.
– Vi har optimeret scenen, og vi begynder at have en masse erfaring her, så vi ikke føler, at vi starter forfra hele tiden. Vi skal også huske på, at det ikke er mere end syv år siden, jeg fik ideen til den her festival. Det er jo derfor stadig en relativt ny festival. Der er stadig folk, der lige har opdaget den, siger Michael Hvolgaard Andersen.
Mere ud af Grønnegade
Medarrangør Lars F. Larsen er på samme linje. I stedet for at lede efter en større festivalplads arbejder arrangørerne på at få endnu mere ud af de eksisterende rammer.
I år flyttes merchandiseområdet indendørs i Bastionen, mens festivalens Biergarten bliver dobbelt så stor, så man kan sidde og nyde udsigten og høre musikken.
– Vi startede i det små, nærmest indendørs. Vi arbejder på at forbedre det her sted så meget som muligt. Der skal gå mange år med udsolgt, før vi begynder at tænke videre, siger Lars F. Larsen i festivalens video.
Og skulle de danske vejrguder beslutte sig for at sende regnen ned over metalfolket, har Grønnegade endnu en lavpraktisk fordel.
Artiklen fortsætter under billedet...
Der skal kastes nogle horn fra torsdag til lørdag, når heavy-folket indtager Grønnegade. Foto: Jane Guldberg Jakobsen
– Vi har en p-plads med asfalt, så vi skal ikke skaffe flis eller hø, hvis der kommer regn, siger han med et smil.
32 bands på tre scener
Musikalsk bliver der til gengæld ikke holdt igen. 32 bands og indslag er fordelt på tre scener, og programmet bevæger sig gennem adskillige af metallens tungeste afkroge.
Blandt de internationale navne finder man svenske Bloodbath og Marduk, hollandske The Gathering, færøske Týr, græske Firewind og brasilianske Nervosa og The Troops of Doom.
Den danske metalscene er også tungt repræsenteret med blandt andre Mnemic, Illdisposed, Mercenary, Vansind, Sunken, Cold Night for Alligators, Red Warszawa, Crocell og Persecutor.
Uden for scenerne byder festivalen blandt andet på Biergarten, foodtrucks, talks, DJ-sessions og metalmarked. Festivalpladsen er åben fra klokken 13 til midnat alle tre dage.
Og hvis arrangørerne får deres vilje, bliver det ved med at være Næstveds tungeste adresse mange år endnu.