I weekenden venter de to sidste kampe i Bordtennisligaens Grundspil 2, inden de fire bedste hold går i DM-semifinalerne.
Og dem kan Næstved ikke undgå at komme i, da de på andenpladsen er syv point foran B75 på tredjepladsen. Netop B75 fra Hirtshals er modstanderen hjemme i Mærk Næstved-Hallen i Toksværd lørdag, mens grundspillets nummer ét Roskilde kommer på besøg søndag.
De evige rivaler fra Roskilde er to point foran og kan derfor med en sejr overhales, men Næstveds sportschef, Jeppe Spottog, betegner roskildenserne som klare favoritter efter den seneste udvikling hos sydsjællænderne.
- Vores bedste kinesiske spiller, som vi havde håbet at kunne bruge i slutspillet, kommer ikke alligevel. Han må ikke for det kinesiske landshold, da de mener, han er for god. En anden kineser, som var vores back-up, kommer heller ikke, da han har fået afvist sit VISA, fortæller Næstveds sportschef, Jeppe Spottog.
Som tredjevalg havde Spottog håbet at kunne bruge klubbens tidligere svensker, Hampus Söderlund, men heller ikke han har mulighed. Og for det ikke skal være løgn, har sydsjællænderne også forgæves forsøgt at hente taiwaneseren Yang Tzu-Yi tilbage.
- Det er rigtig ærgerligt. Det er noget, vi har brugt meget energi og rigtig lang tid på. Men vi går selvfølgelig stadig efter førstepladsen i grundspillet, for den giver fordel af, at du selv må vælge modstander mellem nummer tre og fire i grundspillet og en evt. tredje hjemmekamp i semifinaler og finale, siger Spottog.
Han stiller med Michal Obeslo, Yannick Vostes, Charlie Carlsson, Tomas Koldas og David Björkryd til weekendens kampe, der både lørdag og søndag begynder kl. 12.
- Før sæsonen så jeg os selv som favoritter, men nu er Roskilde klare favoritter. Den hedder nok 75-25 i deres favør. De er også stærke og blandt andet i semifinalen i Europe Cup (næsthøjeste europæiske niveau, red.). Men vi vil gøre alt for at vinde og stiller stadig et stærkt hold, siger Næstved-chefen.
Yang Tzu-Yi (t.v.) har før vundet store kampe for Næstved, men det får han desværre ikke mulighed for i denne sæson. Foto: John Ringstrøm