VM er på sit højeste, og lokalt er ”de grønne” lige startet træningen efter en veloverstået sommerferie. Der er derfor masser af fodbold i vente i sommerens løb og Næstved har endda kun godt tre uger til den første turneringskamp i 2. division.
Der er derfor ingen fare for at blive ramt af den såkaldte ”VM-blues”, når finalen er overstået søndag 19. juli. For bare 12 dage senere skal sydsjællænderne i aktion i sæsonens første kamp, når de skal en tur til FC Roskilde fredag 31. juli. Og inden da spiller de også en del træningskampe.
Ugen efter står den på første runde af pokalturneringen. Datoen er ikke fastsat endnu, men det bliver formentlig 5. august, hvor Næstved får besøg af 1. divisionsholdet Hvidovre IF.
Gentagelse af storkamp
Også Næstved HGs kvinder i B-Ligaen skal snart i aktion. De starter træning 13. juli, og det skal blive spændende at se, hvem der dukker op som træner efter Arne og Louise Ringsings afgang.
De sydsjællandske kvinder lægger ud 15. august hjemme mod AaB, men inden da – formentlig onsdag 12. august - har de også en interessant pokalkamp på programmet. Her får Næstved HG besøg af oprykkerne til A-Ligaen, FC København, som de tidligere har krydset klinger med.
De to hold var begge i B-Ligaen i sidste sæson, hvor ”løvinderne” vandt begge opgør i grundspillet. De mødtes også i juni 2025 i 1. divisions slutspil i en kamp, der vil blive husket i mange år fremover. Her mødtes de i Parken for øjnene af næsten 19.000 tilskuere, som så FC København vinde 2-1.
Storskærm ved Susåen
Er du én af dem, der er trofast VM-seer, men også gerne vil se kampene sammen med andre, skal du ikke frygte tv-ensomheden. Næstved Cityforening har sat storskærm op ved den fritlagte Suså, hvor du fra fredag 10. juli kan se næsten alle afgørende kampe.
Det starter med kvartfinalen fredag kl. 21 mellem Spanien og Belgien. Og herefter venter de to semifinaler 14. og 15. juli, og selvfølgelig finalen 19. juli. Alle kampe med start kl. 21.
Der er andet end fodbold på storskærmen. Helt frem til 26. juli viser Cityforeningen også Tour de France-etaper og sommerbio for både børn og voksne i samarbejde med Bio Næstved og Næstved Ungeråd.
Se hele programmet herunder.
Program ved den fritlagte Suså
Fredag d. 10. juli
Kl. 13.30 – 17.30 – Tour de France, 7. etape (Flad)
Kl. 21.00 – 23.00 – VM i fodbold, kvartfinale
Lørdag d. 11. juli
Kl. 11.00 – 12.30 – Sommerbio for børn: Krølle Bølle
Kl. 13.30 – 17.30 – Tour de France, 8. etape (Flad)
Søndag d. 12. juli
Kl. 13.30 – 18.00 – Tour de France, 9. etape (Kuperet)
Mandag d. 13. juli
Kl. 19.00 – 20.30 – Sommerbio for voksne: Sommeren ’92
Tirsdag d. 14. juli
Kl. 13.30 – 17.30 – Tour de France, 10. etape (Bjerg)
Kl. 21.00 – 23.00 – VM i fodbold, semifinale
Onsdag d. 15. juli
Kl. 14.00 – 17.30 – Tour de France, 11. etape (Flad)
Kl. 21.00 – 23.00 – VM i fodbold, semifinale
Torsdag d. 16. juli
Kl. 13.30 – 17.30 – Tour de France, 12. etape (Flad)
Fredag d. 17. juli
Kl. 13.30 – 17.30 – Tour de France, 13. etape (Kuperet)
Lørdag d. 18. juli
Kl. 13.30 – 17.30 – Tour de France, 14. etape (Bjerg)
Kl. 19.00 – 21.30 – Sommerbio for voksne: Under stjernerne på himlen
Søndag d. 19. juli
Kl. 13.30 – 17.30 – Tour de France, 15. etape (Bjerg)
Kl. 21.00 – 23.00 – VM i fodbold, finale
Mandag d. 20. juli
Kl. 13.00 – 17.30 – Tour de France, 16. etape (Enkeltstart)
Tirsdag d. 21. juli
Kl. 19.00 – 20.30 – Sommerbio for unge: Anja og Viktor
Onsdag d. 22. juli
Kl. 13.30 – 17.30 – Tour de France, 17. etape (Flad)
Torsdag d. 23. juli
Kl. 12.30 – 17.30 – Tour de France, 18. etape (Bjerg)
Fredag d. 24. juli
Kl. 14.00 – 17.30 – Tour de France, 19. etape (Bjerg)
Lørdag d. 25. juli
Kl. 11.30 – 16.30 – Tour de France, 20. etape (Bjerg)
Søndag d. 26. juli
Kl. 16.00 – 20.30 – Tour de France, 21. etape (Flad)