Det sker tirsdag 5. august på havnen i Næstved – nærmere bestemt græsplænen foran Klatrecentralen på Maglemølle – hvor scenekunstgruppen præsenterer ”De Røde Løbere”.
Det bliver en eksplosion af forestillinger og øjeblikke, hvor publikum inviteres til at være aktive i vilde cirkus-acts og andre sjove happenings af kunstnerne.
De Røde Løbere beskrives som en hjertevarm cirkusfest, der kommer for at erobre publikums hjerter og invitere dem til at træde ud på “den røde løber” for at opleve hverdagens glamour, hylde det uperfekte og fejre livets besværligheder.
Artiklen fortsætter under billedet...

”Forestillingen er bygget op som en rejse gennem gaden, skolegården eller byfesten. Med funky sekvenser groover De Røde Løbere med egen vogn og DJ gennem gaden for at møde publikum i en (k)ærlig øjenkontakt, hvor hverdagens bekymringer svinder væk i øjeblikkets magi”, skriver Kompagni 47 i deres præsentation.
De Røde Løbere inviterer publikum ind i et analogt og nærværende rum med humor, spontanitet, refleksion og mere menneske i forstørrede og forvredne udgaver.
Eksempelvis bliver idémageren Anne Sofie Reumert forvandlet til en smuk rød forvokset påfugl. En forvandling, der er praktisk er foretaget Kristian K Tegnestue og Sceneteknik, som også har stået for hele scenografien.
Anne Sofie Reumert performer selv sammen med Sine Krag, som også er kunstnerisk leder, Oliver Nani, Magnus Sommerstedt-Rasmussen og Lola Lola, mens Paolo Nani er instruktør-konsulent. Tanja Bovin har stået for kostumer.
Projektet er støttet af Udvalget for Næstveds Havnebydel og Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Det udføres i samarbejde med Næstved Musikskole.
Forestillingen starter tirsdag kl. 11 og er gratis for alle. Efter forestillingen vil der være mulighed for selv at prøve kræfter med cirkus.
