Seneste nye skud på spillerstammen i Næstved Boldklub er 21-årige Lucas Riisgaard, der skal kæmpe med om de offensive pladser i 2. divisionstruppen.
Lucas Riisgaard har efter en succesfuld ungdomstid i blandt andet Vejle senest været en meget dominerende offensivkraft på Greves danmarksseriehold, hvor han i de indbyrdes kampe mod Næstveds andethold var en konstant trussel i sidste sæson. Blandt andet scorede han i begge kampe, som endte henholdsvis 5-1 til Greve og 2-2.
Den unge angriber har dog også prøvet andre ting, inden han kom til Greve. I 2023 var han en smut forbi portugisiske Marítimo’s ungdomshold, inden han kom hjem og skrev kontrakt med sin ungdomsklub FC Roskilde. Her nåede han dog aldrig at få sin officielle divisionsdebut, og siden har han været rundt i serieklubber som Ringsted og Saaby.
- Selvom det har været en fornøjelse at spille i Greve, har jeg længe haft lyst til at prøve mig af på et højere niveau. Prøvetræningen i Næstved har for mig været et første skridt ind i ny verden, hvor forholdene er professionelle og seriøse. Jeg er glad for at få chancen i Næstved, siger Lucas Riisgaard til klubbens hjemmeside.
Næstveds sportslige ansvarlige. Peter Dinesen, siger om tilgangen:
- Lucas er en lynhurtig offensivspiller, der nu skal prøve kræfter med divisionsfodbold. Vi tror på, at han kan løfte sit niveau hen over sæsonen, så han kan blive en profil i divisionen på sigt.
Første chance for at se Lucas Riisgaard og de mange andre nye spillere i Næstved er 1. august i hjemmekampen mod FC Roskilde.
