Vil man som virksomhed have sat fokus på sine udfordringer og bragt sin kommune og omgivelser i rampelyset, er det ikke måske ikke helt dumt at få gjort aktuelle folketings-kandidater opmærksom på netop det.
- Vi får dem til at kigge lidt på Sydsjælland og Næstved. Vi skal gøre noget reklame for Næstved. Vi har jo momentum i forhold til Dansk Industris måling af erhvervs-venlighed, og jo mere omtale jo bedre. Det vigtigste er, at Næstved bliver ved med at være Sydsjællands hovedstad og lad os få nogle flere uddannelser hertil, siger Steen Toftebjerg Andersen.
Han er tredje generation hos Næstveds store og snart 80 år (i 2027) gamle byggefirma Hansen & Andersen, som trods sin alder lever i bedste velgående. Men der er masser af udfordringer, der kan tages fat på og forbedres. Det gælder især de mange, administrative opgaver og restriktioner, der bliver kastet ned over hele branchen fra myndighedernes side – både nationalt og internationalt.
- I dag består en byggeopgave af 20 procent byggearbejde og 80 procent administration. Det er helt skørt. Der kommer ingen virksomheder mere på vores størrelse, som skal bygges op fra bunden. Det er alt for svært at være iværksætter i dag, for de skal bruge al for lang tid på regler, restriktioner, sikkerhed og dokumentation, siger Jesper Toftebjerg Andersen.
Lær nu det faglige først
Hans byggeleder, Kim Belmark, gør også opmærksom på, at uddannelses-systemet inden for håndværksfagene bør forbedres.
- Vi må ikke blive for snobbede. Vi har brug for murere og ikke nødvendigvis flere konstruktører og ingeniører. Lær nu det faglige først. De behøver ikke at tegne og skrive alt muligt på skolebænken. Nogle af de dygtigste murersvende, jeg har haft, kan ikke stave til deres eget navn med et X, siger Belmark med et skævt smil.
Hos Hansen & Andersen er de omkring 80 medarbejdere og er blandt landets fem største murer-virksomheder. De har haft en murerske og mørtel på mange, ikoniske bygningsværker gennem tiderne som for eksempel boligkomplekset Vasbygade i Københavns Sydhavn, Den Franske Skole i København, Næstved Storcenter og Bilka, Mærsk Tårnet på Nørrebro og Storstrøms Statsfængsel i Nørre Alslev.
- Vi har også lige fået hele flisearbejdet på Københavns Hovedbanegård. Det er sådan noget, vi gerne vil. Så nej, alt er da ikke skidt. Det går godt, og det er ikke svært at bygge, men det tager tid. For 10 år siden kunne én mand køre et projekt som for eksempel 60 badeværelser. Nu skal der to mand til det rent administrative, erkender Jesper Toftebjerg Andersen, der havde et par konkrete ønsker til Venstre-politikerne.
Motorvejen er vigtig
- Vi vil gerne have den motorvej til Næstved og videre op mod Slagelse. Det er en udfordring for vores medarbejdere, som skal frem til tiden, siger virksomheds-ejeren, der også meget gerne vil have strømlinet byggesags-behandling i kommunerne.
- Det kan tage alt mellem 20 og 190 dage at få behandlet afhængig af, hvor man bor. Asbestreglerne er også stadig en udfordring, mener han, der bliver mødt af forståelse og med stor interesse fra Christian Friis Bach og Morten Løkkegaard.
- Det er i hvert fald noget, vi skal tage alvorligt, siger Friis Bach, mens Løkkegaard supplerer:
- Det er en hård fight, så jeg håber, vi får held med at indføre en ”sund-fornuft-politik”, siger Løkkegaard.
Morten Løkkegaard og Christian Friis Bach fik en god overflyvning af tilstanden hos
Jesper Toftebjerg Andersen og Kim Belmark fra Hansen & Andersen. Foto: John Ringstrøm
