Det kunne være blevet til tre, men blev kun til to lokale hold, der gik videre til femte runde, da fjerde runde af DBUs pokalturnering i lokalunionerne udspillede sig i denne uge.
Herlufsholms sjællandsseriehold havde besøg af Avarta fra Danmarksserien, og selv om sydsjællænderne var tæt på, måtte de sig slået 2-4.
Det gik til gengæld noget bedre for Holmegaards Serie 1-hold, der heller ikke var favorit i deres hjemmeopgør mod Taastrup FC fra Sjællandsserien. Men det ignorerede Holmegaards oprykkere og sejrede hele 4-1 på mål af Anton Krüger, Asger Mariendahl, Mathias Westphal og Nicolai Dalgaard.
Også Serie 3-holdet FK Ljiljan, en klub med bare to år på bagen, gik videre. Ljiljan vandt 4-2 over seriekollegerne fra Tølløse. Yohannes E. Brink scorede to gange, mens Walid Boumher og Ismail El Mekkaoui scorede hver én gang. Undervejs i pokalturneringen har Ljiljan både slået Serie 2-holdet fra Ejby og Serie 1-holdet fra Høng ud.
Holmegaard møder FC Rudersdal fra Sjællandsserien, mens FK Ljiljan får besøg af Såby fra Danmarksserien i femte runde, som spilles tirsdag 2. januar.
FK Ljiljan (i mørke trøjer) ekspederede Tølløse ud af pokalturneringen. Foto: FK Ljiljan
