Mens Næstved HGs kvinder først indleder sæsonen i B-Ligaen lørdag hjemme mod AaB, er FC København allerede i gang med deres sæson i A-Ligaen. Men der var mere end ”kampe i benene” til forskel på de to hold onsdag aften på JHH Park i Næstved.
De københavnske løvinder viste fra start, at de er en liga over sydsjællænderne, og allerede efter godt et kvarter var de foran 2-0 på to mål af deres nysignede spiller, Anisa Saini.
Det blev også 3-0 inden pausen, og selv om Næstved HG kom en lille smule længere frem på banen efter pausen, og også havde et behjertet forsøg fra Marta Grosso, fik københavnerne scoret hele fire gange i 2. halvleg.
Ærgrelse over fejl
- Vi kunne ikke gøre så meget anderledes. Vi tog kampen som en slags sidste opvarmning inden turneringen, som er klart det vigtigste for os, og vi havde en målsætning om, at alle skulle på banen og vi skulle være tro mod det koncept, vi har spillet med i træningskampene, siger Næstved HG-træner Anders Buchardt, der sammen med Adam Barkhuus indtil videre har overtaget holdet efter afgangen af trænerduoen Louise og Arne Ringsing.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Martha Langskov og Cecilie Lytting Petersen har problemer med at få bolden fra FC Københavns Rebeka Winther. I baggrunden i hvid trøje er det FCKs tredobbelte målscorer, Anisa Saini. Foto: John Ringstrøm
De to nye trænere, der undervejs i sæsonen også får holdets tidligere cheftræner Jeppe Tengbjerg ind som træner, finder dog nederlaget lige en anelse for stort.
- Vi ærgrer os lidt over de personlige fejl, som vi indkasserer nogle mål på i starten af begge halvlege. Bortset fra det kæmper pigerne godt. Men FC København spiller også på et højt niveau og er hurtigere end os, siger Buchardt og Barkhuus.
Farvel til mangeårig anfører
De kunne formentlig godt have brugt holdets mangeårige anfører, Katrine Krag-Andersen, men hun har valgt at skifte til B.93, da hun både arbejder og bor i København. Hun fik i pausen overrakt afskedsblomster af holdets holdleder, Randi Fjellerad, og store klapsalver fik hun naturligvis også efter sin store og vigtige rolle i mange år hos de sydsjællandske kvinder.
Til den nye sæson har Næstved HG blandt andre også sagt farvel til søstrene Ditte og Signe Sønderup, Emma Davgaard, Melissa Martinez og Sandra Pedersen. Ind er foreløbig kommet Isabella Rose Blinge Hansen fra HB Køge, Mathilde Bøgevig fra Solrød FC og så var der onsdag aften comeback til Karoline Ellegaard.
Katrine Krag-Andersen har efter 14 år og over 250 kampe valgt at sige farvel til Næstved HG. Fremover er det B.93, der får glæde af den stærke forsvarsspiller. Billedet er fra en tidligere kamp. Foto: John Ringstrøm
KAMPEN I TAL
Kvindepokalen, 1. runde
Næstved HG - FC København: 0-7 (0-3)
0-1: Anisa Saini (16)
0-2: Anisa Saini (17)
0-3: Sunneva Sigurvinsdóttir (41)
0-4: Sille Fuhlendorff (50)
0-5: Anisa Saini (52)
0-6: Sille Fuhlendorff (78)
0-7: Julie Børkop, straffespark (83)