Da tredje afdeling i kampen om DM lørdag blev afsluttet på torvet i den midtjyske by, Kjellerup, kunne John Frederiksen og Brian ”Lille” Larsen køre over målrampen som nummer 24 samlet og som nummer to i deres klasse.
Men det var ikke uden udfordringer. De første gennemkørsler af dagens hastighedsprøver blev aldrig helt, som Team Hyllinge Racing havde håbet.
- De første tre prøver sad ikke i skabet. Vi fandt ikke rigtig noget flow eller den rette rytme, men heldigvis fik vi to chancer mere på hver prøve til at rette op på det. Så jeg er godt tilfreds med vores indsats og slutresultatet, fortæller John Frederiksen.
Rallyet bestod af tre hastighedsprøver, som hver blev kørt tre gange. Den sidste gennemkørsel af dagens tredje prøve fungerede som løbets såkaldte Power Stage. De hurtige veje, blinde bakketoppe og teknisk krævende svingkombinationer stillede store krav til både noter og koncentration.
Artiklen fortsætter under billedet...
Etteren i fuld fart gennem parcelhuskvartererne i Kjellerup. Foto: Allan Post
Efter en forsigtig start arbejdede Herlufmagle-køreren sig gradvist frem i feltet. Inden dagens afsluttende prøve var forskellen til konkurrenterne Verner Boiskov og Harald Søndergaard i en Mercedes 190 blot fire tiendedele sekund. På den sidste prøve vendte billedet dog markant, da Frederiksen satte en tid, der var syv sekunder hurtigere end rivalernes.
Samtidig var Team Hyllinge Racing blot et halvt sekund langsommere end Frank Nielsen og Per Brodersen på Power Stage-prøven.
Den aldrende BMW 1M, aka "Etteren", leverede ifølge køreren selv en fejlfri indsats gennem hele dagen, og derfor blev servicefolkene ikke sat på hårdt arbejde.
Rallyet i Kjellerup var samtidig et af de få tilbageværende løb i John Frederiksens lange karriere. Den 73-årige sydsjællænder har tidligere annonceret, at han stopper efter denne sæson, som markerer 50 år i dansk rallysport.
Inden det sidste punktum sættes ved Rally Sønderjylland i september, venter dog en oplevelse, som Frederiksen ser særligt frem til. Sammen med Kim Boisen skal Team Hyllinge Racing fungere som åbnervogn ved Eifel Rallye Festival i den tyske by Daun.
Festivalen samler historiske rallybiler og profiler fra flere årtiers international rallysport, som Frederiksen selv har været en del af gennem de 50 år, han har kørt rally.
John Frederiksen er godt tilfreds med resultatet ved DM3. Foto: Allan Post