Efter et halvt århundrede i rallysporten er John Frederiksen fra Herlufmagle på vej mod afslutningen på sin karriere. Lørdag er han og Team Hyllinge Racing klar til tredje DM-afdeling i Kjellerup, som han ser frem til af flere grunde.
Korte transportstræk, gennemgående prøver og udsigt til tørt føre passer både ham og den aldrende BMW godt.
Og for Frederiksen handler det også om at få de sidste løb med, mens motivationen stadig er der. Den 73-årige rallyveteran har tidligere meddelt, at 2026 bliver hans sidste sæson efter 50 år i sporten.
- Jeg syntes at tidspunktet er rigtigt, så der er fire motorløb tilbage sluttende med Rally Sønderjylland. Derudover skal vi sammen med Kim Boisen deltage i Eifel Rallye Festival 2026 i dagene 23. til 25. juli med base i byen Daun. Den oplevelse glæder jeg mig meget til. Med dét løb og så to DM-løb derefter, er det definitivt slut, siger John Frederiksen, der kører sit sidste løb 5. september i Rally Sønderjylland.
Artiklen fortsætter under billedet...
John Frederiksen (i midten) med noget af sit trofaste Team Hyllinge Racing. Foto: Allan Post
Han fik sit første danske mesterskab for 40 år siden bag rattet i en Ford, og siden har rallysporten fyldt en stor del af livet for den rutinerede sydsjællænder. Undervejs er det blevet til både mesterskaber, mekaniske nedbrud, generationsskifter i sporten og utallige timer på danske grus- og asfaltveje.
I dag er det den markante BMW “Etteren”, der danner rammen om de sidste sæsoner, hvor han har haft Brian ”Lille” Larsen som co-driver. Bilen har temperament, som ifølge folk omkring teamet passer ganske godt til chaufføren selv.
Selv beskriver John Frederiksen stadig følelsen bag rattet som noget, der holder ham i gang.
- At sidde bag ruskindsrattet i Etteren holder én ung og i gear, lyder det fra rallykøreren inden weekendens løb i Midtjylland.
John Frederiksen runder snart et skarpt hjørne, når han efter 50 år takker af i rallysporten. Foto: Allan Post