Følelsesbarometeret var hele registeret igennem for Team Hyllinge Racing, da Danmarks vel nok smukkeste rally skulle køres i og omkring havnebyen Juelsminde.
Det gjaldt tredje afdeling af DM, og teamejer og chauffør, John Frederiksen vidste godt, at maksimumpoint fra denne afdeling var temmelig vitalt, da de manglede point fra DM-afdelingen i Aalborg, hvor de ikke deltog.
Løbet havde fire asfalt-hastighedsprøver i oplandet omkring Juelsminde, og så fire gange prøve i hjertet af byen.
Den første prøve ved Bjerre var lynhurtig og løbets powerstage, og efter lang tids fravær i kørsel på grænsen, skulle John Frederiksen lige finde farten, rytmen og aggressiviteten.
Det kom på anden prøve og efter den havde Frederiksen og co-driver Brian Larsen en føring i klassen.
Men på byprøven ville BMW’en ikke mere. Noget så banalt som en krumtapsføler holdt op med at virke, og så var det exit fra Juelsminde-ralliet.
Næste løb er Rally Midtsjælland omkring Viby lørdag 20. september, hvor teamet går efter klassesejren, hvis ellers elektronikken vil det samme.