Fotograf: Allan Post | Opdateret

Lodsen fik en uge i rally-himlen

John "Lodsen" Frederiksen og Team Hyllinge Racing fik en oplevelse, de sent vil glemme, da de for nylig deltog som åbnervogn ved Eifel Rallye Festival 2026. Tusindvis af tilskuere, historiske rallybiler og en helt særlig stemning gjorde turen til Sydtyskland til et af karrierens absolutte højdepunkter.

For rallykører John "Lodsen" Frederiksen og resten af Team Hyllinge Racing blev Eifel Rallye Festival 2026 meget mere end et rallyarrangement. Det blev en oplevelse, som ifølge teamet er umulig at beskrive med ord.

Den sydtyske by Daun dannede igen rammen om den traditionsrige festival, hvor historiske rallybiler indtog gaderne. Tidligere verdensmestre var blandt gæsterne, og omkring 180.000 tilskuere skabte en stemning ud over det sædvanlige.

Team Hyllinge Racing deltog som åbnervogn sammen med Boisen Motorsport, og den kraftfulde BMW 1M vakte stor opmærksomhed. Der blev skrevet autografer, taget utallige billeder og talt med passionerede rallyfans fra hele Europa.

– Jeg skylder Kim Boisen alt for denne mulighed. Det har været en uge i himmerige. Vi har hygget os og indsuget alle lyde, dufte og indtryk. Vejene var fantastiske, men det er hele atmosfæren omkring arrangementet, der gør det unikt. Det skal opleves – det kan ikke beskrives. Der var mennesker overalt. Jeg er nærmest mundlam, siger John Frederiksen.

For teamet blev turen også en anledning til at fejre co-driver Brian "Lille" Larsens 50-års fødselsdag, hvilket satte et ekstra festligt punktum på nogle begivenhedsrige dage.

John Frederiksen fortæller, at samarbejdet med Kim Boisen har udviklet sig til et nært venskab, og at oplevelsen vil blive husket og talt om i mange år.

Nu vender hverdagen tilbage. BMW'en skal på værksted til eftersyn og klargøring, inden næste opgave venter ved Rally Juelsminde 21. og 22. august. Løbet har en særlig betydning for John Frederiksen og bliver samtidig den næstsidste start i hans lange rallykarriere.

– Juelsminde har nogle fantastiske hastighedsprøver, og byen summer af rallystemning. Det er et løb, jeg altid glæder mig til, siger han.

Kim Boisen (t.v.) og John Frederiksen ved det tyske rally, der blev en stor oplevelse. Foto: Allan Post

Kim Boisen (t.v.) og John Frederiksen ved det tyske rally, der blev en stor oplevelse. Foto: Allan Post