Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Lene er blandt de første pårørende-vejledere i Danmark

Lene Hansen, kvalitetsdirektør for og medejer af SOS PRIVAT A/S i Næstved, har som én af de første i landet gennemført uddannelsen som certificeret pårørende-vejleder.

På toppen af Næstved – nærmere betegnet Vandtårnsbakken – holder SOS VIKAR til i vandrehjemmets gamle, nyistandsatte lokaler. Det er også her virksomheden ledes og ejes af Dorthe Thomsen og Lene Hansen, og nu kan sidstnævnte bryste sig af at være en af de allerførste i landet, og indtil videre, den eneste i Region Sjælland, der kan kalde sig certificeret pårørende-vejleder.

Baggrunden for uddannelsesvalget er erfaringerne fra SOS PRIVAT, som SOS VIKAR lancerede i oktober 2023. Her tilbyder virksomheden private borgere hjælp ud over de visiterede ydelser, for eksempel ledsagelse til fritidsaktiviteter, støtte til genoptræning, et ekstra bad, tryghedsvagter om natten eller støtte og ledsagelse i forbindelse med store familiebegivenheder.

Uddannelsen er helt ny i Danmark og giver sundhedsfaglige medarbejdere redskaber til at støtte og vejlede de pårørende, som ofte står alene i mødet med sygdom og sorg.

Hele familien bliver ramt

- Det viste sig hurtigt, at det ofte ikke kun var borgeren selv, men også de pårørende, der havde brug for hjælp. Mange af dem havde løbet panden mod en mur – enten fordi overskuddet var væk, eller fordi sygdommen havde udviklet sig, så de ikke længere vidste, hvad de skulle gribe fat i, og ikke kendte de eksisterende tilbud. Det gjorde os opmærksomme på, at der faktisk var to, der kunne have brug for hjælp, siger Lene Hansen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lene Hansen, medejer af SOS PRIVAT A/S, har gennemført uddannelsen som certificeret pårørende-vejleder. Foto: John Ringstrøm
Lene Hansen, medejer af SOS PRIVAT A/S, har gennemført uddannelsen som certificeret pårørende-vejleder. Foto: John Ringstrøm

- Når én i familien bliver syg, så er det hele familien, der bliver ramt. Det gælder uanset, om det er børn eller voksne. Det er noget, vi i Danmark ikke har været så gode til at se – for næsten alt i sundhedsvæsenet visiteres til ét CPR-nummer. Men familien står tilbage både under sygdommen og efter, når man mister, fortæller Lene Hansen.

Som pårørende-vejleder arbejder Lene Hansen ikke med behandling, men med at lytte, analysere og pege på de muligheder, der findes.

Vejledning fremfor behandling

- Det handler om vejledning. En pårørende kan godt have brug for behandling, men vores rolle er at analysere situationen og pege på, hvad der kan være en hjælp. Det kan for eksempel handle om at få overblik over retsstillingen eller de tilbud, der findes. Ofte går det først op for de pårørende under vores første, gratis afklarende besøg, at de selv har brug for støtte, siger hun.

Der er ikke tale om en langvarig uddannelse, men et halvt års forløb med undervisning af psykologer og andre fagpersoner samt arbejde med konkrete cases.

- Det er ingen doktorgrad, men det er et vigtigt fagligt supplement, som har givet mig redskaber til at se, hvor de pårørende selv har brug for hjælp, siger hun.

At Lene Hansen valgte at tage uddannelsen, handler også om egne oplevelser. Hun har både som sygeplejerske og privatperson stået i svære forløb, hvor hun har mærket, hvordan sygdom rammer hele familien, og hvor svært det kan være, at finde tid og overskud til at være pårørende sideløbende med de almindelige daglige opgaver.

Personlige erfaringer

- Inden for de seneste år har jeg oplevet at flytte begge mine forældre på plejehjem, jeg har mistet min far, og min mor har siddet alene tilbage efter mere end 60 års ægteskab. Samtidig har min mand været igennem en hjerteoperation, hvor jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg måske ikke nåede at se ham i live. De oplevelser sætter sig for livet - og de viser, hvor vigtigt det er, at nogen også støtter de pårørende, siger hun, der heldigvis stadig har sin mand.

Foruden sin nye certificering er Lene Hansen uddannet sygeplejerske og NLP-vejleder. Samtidig har hun gennem årene sammen med medejer Dorthe Thomsen opbygget SOS VIKAR, der både leverer vikarer til kommuner og regioner og via SOS PRIVAT tilbyder ydelser direkte til private borgere.

- Vi vil ikke konkurrere med kommunen, men være et supplement. Det er vigtigt for os, at vi ikke laver huller, men lukker huller. Nogle gange guider vi faktisk borgerne tilbage til sundhedsvæsenet, hvis de kan få hjælpen gratis dér. Men vi står klar, hvis det ikke er tilfældet, forklarer hun.

Vi vil ikke konkurrere med kommunen, men være et supplement. 
Lene Hansen

Med hovedkontoret i Næstved ønsker SOS at være med til at udvikle nye løsninger på sundhedsområdet – løsninger, som både støtter borgere og pårørende i en presset tid.

- Jeg synes, det er sindssygt meningsfuldt at støtte op om familier i de her situationer. Vores første årsmål er allerede indfriet, og vi kan se, at vi bevæger os ind i et felt, der er overset, men som der virkelig er brug for, siger Lene Hansen.