| Opdateret

Kvinderne er klar til foråret

Næstved HGs kvinder har en ambition om at være et af de bedste hold udenfor Kvalifikationsligaen i den kommende sæson.

Næstved HG’s kvindehold i 1. division manglede bare ét point i efteråret for at komme med i forårets kvalifikation til Kvindeligaen.

Holdet var også ”uheldig” at rende i de tre tophold, FC Midtjylland, FC Thy og ASA, Aarhus, i de tre sidste kampe i grundspillet, og de endte alle med smalle nederlag.

Sydsjællænderne sluttede på 17 point – samme antal som Østerbro men med en dårligere målscore. Det betød, at Østerbro lige nøjagtigt tog den sidste slutspilsplads, mens Næstved HG får et forår i 1. division, hvor det gælder om at undgå nedrykning.

Det er holdets trænerduo, Louise og Arne Ringsing, nu også ret sikker på, de kan.

- Vi har haft en positiv start med en skadesfri trup og imponerende testresultater. Spillernes fysiske niveau ligger generelt højere end forventet, hvilket lover godt for den kommende sæson, lyder det fra trænerduoen.

De lægger dog ikke skjul på, at det var en skuffelse ikke at nå kvalifikationsligaen.

- Selv om det naturligvis var en ærgerlig afslutning, har vi brugt det som motivation til at forbedre vores offensive effektivitet. Målscoring har været et særligt fokusområde i træningen, og der arbejdes også med mulige justeringer i spillestilen for at blive mere farlige foran mål, siger spillende træner Louise Ringsing.

Spændende modstand

Næstved HG har i vinterpausen spillet adskillige testkampe, som skal gøre dem klar til forårspremieren 6. april ude mod AaB. Der er seks hold i rækken, og de to nederste rykker ned i 2. division, når forårssæsonen slutter.

1. division kommer blandt andre også til at bestå af storsatsende FC København, som bliver en spændende modstander for ”de grøn-hvide”.

- Vi har store forventninger til den kommende sæson. De nye, erfarne spillere vil forhåbentlig bidrage til at løfte de unge talenter. Målet er at dominere 1. division og vise, at Næstved HG er blandt de bedste hold uden for kvalifikationsligaen. En af forårets mest spændende kampe bliver opgøret på hjemmebane mod FCK’s nye kvindehold søndag 4. maj kl. 15. Her håber vi på massiv opbakning fra Næstveds fodboldmiljø til samt alle, som har lyst til at se dette spændende opgør, siger Arne Ringsing, som også har titel af sportschef.

Louise Ringsing fik i januar sin A-licens træneruddannelse i DBU, så fagligheden er i hvert fald på plads. Også på banen, hvor Næstved HG har fået tilgang af Sandra Pedersen, der er vendt hjem efter tre år i USA, hvor hun har studeret og spillet fodbold for University of Bridgeport.

Spændende canadier

Holdet har også fået tilgang af Camryn Curts - en stærk midtbanespiller fra Canada.

- Hun har spillet på højeste universitetsniveau i Canada (TRU Wolfpack), har været anfører i tre sæsoner og blev topscorer i Lower Island Women’s Premier League i 2024 med 14 mål i 15 kampe. Derudover har hun vundet mesterskabet og Golden Boot med Gorge FC. Camryn har tidligere spillet i Danmark og glæder sig til at vende tilbage, fortæller Arne Ringsing.

Til gengæld har Næstved HG sagt farvel til Andrea Brandt, der skal ud at rejse, Kristine Pedersen, der er skiftet til Nykøbing FC, og Nicoline Schrøder, der starter studie i Århus.

Af testkampe har sydsjællænderne blandt andet tabt 3-4 til Slagelse B 73, vundet 2-0 over HB Køges U19-hold, tabt 1-6 til Brøndbys U23-hold og tabt 1-3 til HB Køges ligahold.

Trods nederlagene har holdet vist lovende takter mod stærke modstandere, og samlet set har opstarten været en succes med vigtig læring og et solidt fundament at bygge videre på, lyder det fra trænerduoen.

Der er al mulig grund til at følge Næstved HG’s kvindehold tæt denne sæson - foråret kan blive en milepæl i klubbens udvikling.

NIF HG kvinder
Billedtekst: Spillende træner Louise Ringsing har i vinterpausen bestået sin træneruddannelse og har fået A-licens, hvilket understreger hendes faglige niveau og ambitioner. Hendes far Arne er både medtræner og nu også sportschef for kvinderne. Foto: NIF HG