Når næste års Dakar Rally starter 3. januar med en prolog og første etape fra Yanbu i Saudi-Arabien, bliver det for fjerde år i træk med Næstved-drengen Thomas Kongshøj som deltager.
Da han var med i 2024, blev han den første dansker nogensinde til at gennemføre to år i træk. Den rekord udbyggede han i januar i år ved at gennemføre for tredje gang, og nu bliver den endnu sværere at slå, når han i januar 2026 deltager for fjerde gang.
- Jeg føler mig virkelig klar, siger 43-årige Kongshøj, der bor i Holmegaard.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Han skal ud på cirka 8000 kilometer i vanvittigt terræn som ørken, sletter og til tider barsk vejr. Det hele kommer denne gang til at foregå i det midterste Saudi-Arabien og ikke i ”empty quarter”, som kan været enormt barsk.
Egen rallybike er endelig i stald
- Men vi skal være i kulden, så det gælder om at få godt med tøj med. Og så ellers være forberedt til det yderste, siger cross-køreren, der er i forhandlinger med et team, som han skal repræsentere i løbet.
Han har dog selv cross-cyklen klar og skal deltage i klassen ”Rally2” med startnummer 48.
- Jeg har aldrig haft min egen rallybike, men altid lejet. Nu har jeg med god hjælp fra mine sponsorer fået skrabet penge sammen og købt en KTM 450 Rally Replica til 650.000 kroner. Den findes der ikke ret mange af i verden, så man skal skrives op til at købe den, og endelig lykkedes det. Det er vigtigt at have et tilhørsforhold til sin cykel. På den måde opnår man de bedste resultater, konstaterer Næstved-køreren, der har sin mekaniker Mick Hedegaard Sørensen med til Saudi-Arabien.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Derudover lander et par fly med danskere og sponsorer undervejs i løbet, så han får andre landsmænd at snakke med på hviledagen. Kongshøj er nemlig eneste skandinav ud af de 130 kørere.
Som optakt til Dakar Rally har Thomas Kongshøj netop deltaget i et næsten tilsvarende hårdt løb i Marokko, hvor han blandt andet kørte i Sahara’s ørken. Løbet var ”kun” på en prolog og fem etaper, og her blev sydsjællænderen samlet nummer syv i sin klasse og nummer 10 i den samlede stilling.
- Det var mit første løb siden Dakar i januar og første løb på min nye bike. Jeg havde kun kørt på den en times tid ved FAS (Frede Andersen & Søn, red.) og fik den så fragtet til Marokko af et tysk team. Men jeg lærte så meget af det løb og har udviklet mig vildt meget. Det var mit bedste træningsløb nogensinde, siger Thomas Kongshøj, der ellers blev udsat for lidt af hvert undervejs.
Makkerskab med Mads P.
- Det var virkelig hårdt. Maden i Marokko skal man også tage sig i agt for. Selv om jeg kun spiste kogt mad, fik jeg mavediarré til anden etape. Så mit mål var bare at gennemføre. Tredje etape var skidegod, men så fik jeg torsdag på fjerde etape en tur, hvor jeg bare brækkede mig og overvejede at stå op. Men jeg VIL ikke give op. Det er ikke en mulighed for mig, pointerer han.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Hvad angår mad, proteiner og træning er han ellers helt opdateret på. Udover at træne 31 til 34 timer om ugen, har han indgået et makkerskab med Danmarks store cykelstjerne, tidligere verdensmester på landevej, Mads Pedersen fra Tølløse.
- Han har været med på et af mine netværks-events og siden er vi blevet venner. Nu træner vi sammen og han hjælper mig med at teste energiprodukter og lignende. Det er superfedt, konstaterer Thomas Kongshøj, der glæder sig og ikke håber, han får et Dakar-løb som i 2024.
Her brækkede han blandt andet kraveben, fire ribben, rev ledbånd over og fik hul på bronkierne. Og derudover gennemførte han den pågældende etape med hjernerystelse efter det voldsomme styrt.
- Jeg blev hjulpet i mål af min kinesiske team-kammerat, og så blev jeg den første dansker, der gennemførte to år i træk. Det var vildt, siger Kongshøj.
