Fotograf: Privat | Opdateret

Kongen fik lov at hilse på den nye borgmester

Kenneth Sørensen indledte sin borgmesterperiode i Næstved Kommune på fornemste vis. Mandag var han sammen med landets øvrige borgmestre og regionsrådsformænd til nytårskur hos Kongeparret på Amalienborg.

Som en helt ny tradition holdt Kongeparret nytårskur for landets borgmestre og regionsrådsformænd, og blandt de inviterede gæster var naturligvis Næstved Kommunes nye borgmester, Kenneth Sørensen (V).

I kjole og hvidt, hvide handsker og borgmesterkæde var det en frysende oplevelse for den tidligere glarmester at spankulere fra busserne og stå i kø ind til Amalienborg, men da han og de godt 100 øvrige gæster først trådte indendørs til Christian VIII’s Palæ, blev det en varm aften – på flere måder.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Næstveds borgmester og Danmarks garder. Foto: Privat
Næstveds borgmester og Danmarks garder. Foto: Privat

Formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm, indledte med at holde en tale, og derefter holdt Hans Majestæt Kong Frederik 10 en kort tale, inden alle gæster fik mulighed for at hilse på ham og Dronning Mary.

Aftenen sluttede med et glas bobler og et stykke kransekage, mens den sidste times tid gik med at snakke på kryds og tværs i Gallasalen, og især en enkelt samtale har sat sig som et evigt minde hos Sørensen.

- Det var rigtig specielt, at Kong Frederik standsede ved mig og helt uformelt spurgte ind til valget i Næstved. Han vidste godt, at jeg har overtaget borgmesterposten efter mange år med socialdemokratiske borgmestre. Det var meget imponerende, fortæller Kenneth Sørensen.

Næstveds nye borgmester havde tirsdag sin første, rigtige arbejdsdag, hvor han i første omgang skal rundt og hilse på medarbejdere og lande på kontoret, hvor der formentlig skal byttes nogle røde flag ud med blå – hvis der er nogle af den slags. 

Første byrådsmøde finder sted 13. januar.

Iklædt kjole og hvidt hos Kommunernes Landsforening, inden turen gik til Amalienborg. Foto: Privat
Iklædt kjole og hvidt hos Kommunernes Landsforening, inden turen gik til Amalienborg. Foto: Privat