En vision, der har ligget på tegnebrættet i mange år, bliver til noget håndgribeligt mandag 24. august. Her flytter Kiropraktorhuset ind hos Næstved Rygcenter, og med det tager huset et stort skridt mod at blive det samlede videns- og kompetencecenter for sundhed, man længe har drømt om i Næstved.
Det skriver Næstved Rygcenter i en pressemeddelelse.
Målet er enkelt, men ambitiøst. Man vil samle flere sundhedsfaglige kompetencer under samme tag, så borgerne får lettere adgang til udredning, behandling og rehabilitering. Samtidig får faggrupperne bedre muligheder for at samarbejde på tværs, i stedet for at arbejde hver for sig i hver sin ende af byen.
Med Kiropraktorhusets indflytning kan patienter nu møde kiropraktorer, osteopater, fysioterapeuter og træningsspecialister i ét samlet miljø. Bygningen huser i forvejen også praktiserende læger, psykologer og neurofysiologiske specialister, hvilket gør Bataljonsvej 3 til et af de mest tværfaglige sundhedshuse i hele Region Sjælland.
Fra vision til virkelighed
For Hans Andersen, indehaver af Næstved Rygcenter, er det en drøm, der bliver til virkelighed.
– Vi har i mange år haft en drøm om at samle stærke sundhedsfaglige kompetencer under ét tag. Med Kiropraktorhusets indflytning tager vi et stort skridt mod at virkeliggøre den vision. Patienterne skal opleve, at hjælpen er tæt på, og at fagpersonerne samarbejder om den bedste løsning, siger han.
De to parter har allerede samarbejdet tæt gennem det seneste år, og erfaringerne har ifølge Hans Andersen vist tydelige fordele ved at bringe faglighederne endnu tættere sammen.
Ideen er, at borgerne ikke selv skal gætte sig frem til, hvilken faggruppe de har brug for. I stedet møder de ét samlet sundhedshus, hvor fagpersonerne i fællesskab finder den rette vej til behandling og rehabilitering. Det giver bedre koordinering, lettere adgang til de rette kompetencer og et stærkere grundlag for gode patientforløb.
Rasmus Fabricius og Alexandra Kjær siger farvel til Jernbanegade 17 og rykker ind hos Hans Andersen (th) og Næstved Rygcenter. Foto: Presse
Reception
Samarbejdet fejres med en reception fredag 11. september klokken 14.00-17.00 på Bataljonsvej 3, 4700 Næstved. Her inviteres samarbejdspartnere, patienter, borgere og andre interesserede til at se de nye rammer og møde de mange sundhedsfaglige kompetencer, der nu er samlet under ét tag.
