Fotograf: IGENLIV | Opdateret

Kampen for den gamle svømmehal er slut

Det lykkedes ikke en gruppe ildsjæle at få støtte nok til at bevare den gamle svømmehal og lave den om til hostel eller andre gode formål.

Efter måneders arbejde, idéudvikling og lokale kræfters engagement står det nu klart, at Næstveds gamle svømmehal på Nygårdsvej ikke får et nyt liv.

Foreningen IGENLIV, som blev stiftet for at bevare den tidligere svømmehal, har måttet erkende, at tiden er løbet fra projektet. Næstved Kommune fastholder sin tidsfrist, og dermed bliver den omkring 50 år gamle bygning revet ned.

Den gamle svømmehal blev lukket, da kommunen for et år siden åbnede den nye svømmehal. Siden da har en foreningen arbejdet på at finde en ny anvendelse til bygningen, som de vurderer, har både arkitektonisk og kulturhistorisk værdi.

Bygningen blev tegnet af den lokale arkitekt Birger Nordsted Jørgensen og blev i sin tid omtalt som hans svendestykke. Planerne for fremtiden omfattede blandt andet et hostel kombineret med et planetarium i det tidligere svømmebassin. Tanken var at skabe flere muligheder for billig overnatning i Næstved - både til turister og til de mange sportsudøvere, som besøger byen.

Foreningen arbejdede sammen med CASA-arkitekt Birgit Rasmussen, som udarbejdede et forslag til transformation af bygningen. Samtidig blev der indhentet priser og budgetoverslag for projektet.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Hans Henrik Knudsen og Birgit Rasmussen fik ikke held med deres projekt om et hostel i svømmehallen. Foto: John Ringstrøm

Hans Henrik Knudsen og Birgit Rasmussen fik ikke held med deres projekt om et hostel i svømmehallen. Foto: John Ringstrøm

Interessen blandt borgerne viste sig også ved et åbent hus-arrangement, hvor omkring 100 personer mødte op for at se planerne og tilkendegive deres støtte.

IGENLIV var desuden i dialog med Realdania, som ifølge foreningen vurderede bygningen som bevaringsværdig. Men arbejdet med fondsansøgninger og finansiering viste sig at være en længere proces, end den tidsplan kommunen havde lagt.

Foreningen håbede på en forlængelse af fristen, så der kunne arbejdes videre med finansieringen, men det ønske blev ikke imødekommet. 

- Jeg vil takke alle, der har arbejdet med sagen, de virksomheder der har brugt tid og kræfter på at udarbejde tilbud, samt alle personer, der har bidraget med råd, vejledning og støtte, siger Formand Hans Henrik Knudsen, der sammen med Birgit Rasmussen, Jørgen Gerner Hansen, Uffe Nielsen, Claus Schroll og Leif Andersen stiftede IGENLIV.

Næstved Kommune har indgået en aftale med den virksomhed, der skal rive bygningen ned, og det starter efter sommerferien.

- Der er afsat 15 millioner kroner til det, og det regner vi med at holde os indenfor, siger Morten Reuber Nielsen, der er centerchef for Ejendomme og Indkøb.

Han erkender, at det kommer til at larme, støje og støve, da bygningen først skal sandblæses for at følge miljøsaneringsreglerne. Omklædningsrummene bliver dog stående, da de også benyttes af fodboldklubber og øvrige frivillige foreninger.

- Vi regner med at være færdige, inden året er omme. Og området bliver pænt efterladt med græs. Hvad området eventuelt skal bruges til, er ikke besluttet. Det skal vi have en snak med politikerne om, siger Morten Reuber Nielsen.

Der bliver noget mere plads at spille kroket på, når den gamle svømmehal er væk. Foto: Privat

Der bliver noget mere plads at spille kroket på, når den gamle svømmehal er væk. Foto: Privat