Fotograf: Næstved Boldklub | Opdateret

Indisk stortalent er ny spiller i Næstved HG

Indiske Aveka Singh har spillet i både Indien, USA og Spanien, men er nu landet i Danmark, hvor hun har fået kontrakt med Næstved HGs 1. divisionshold.

Om fire uger går fodboldsæsonen for Næstved HGs 1. divisionskvinder i gang, og forberedelserne er i fuld gang.

På spillersiden opruster sydsjællænderne med den 21-årige inder, Aveka Singh, der kommer fra det amerikanske collegehold UC Irvine Anteaters.

Singh har prøvet lidt af hvert trods sin unge alder. Hun blev født i storbyen Delhi, hvor startede til fodbold allerede som fem-årig.

Fra Indien tog hun til Californien, USA, og hun har også spillet i den næstbedste spanske række for Fundació Terrassa i Barcelona. Her spillede hun, mens den amerikanske collegesæson holdt pause.

I billedet til kommende OL-hold

Aveka Singh er en populær profil i sit hjemland, hvor hun er i A-landstrænerens kikkert med henblik på at forme et landshold til kvalifikationen mod de olympiske lege. Hun har spillet 11 kampe på det indiske U17-landshold, og i 2018 var hun med til at sikre Indien titlen ved U15 SAFF-mesterskabet, der blev afviklet i Bhutan og havde derudover deltagelse af Bangladesh, Nepal, Bhutan, Pakistan og Sri Lanka.

- Aveka bringer en unik kombination af international erfaring, teknisk kunnen og spilforståelse. Hun har spillet i tre forskellige fodboldkulturer – indisk, spansk og amerikansk – og den erfaring bliver guld værd for vores hold, siger Næstved HG’s cheftræner Louise Ringsing om den talentfulde midtbanespiller.

Derudover har Næstved HG også skrevet kontrakt med mexicanske Melissa Martinez, der kommer fra Caldwell University i New Jersey.

Næstved HG har også brugt sommeren på at forlænge kontrakterne med italienske Marta Grosso og amerikanske Camryn Curts med en sæson mere.

Sydsjællænderne indleder sæsonen 17. august med en hjemmekamp mod Østerbro. De øvrige hold i 1. division er FC København, AaB, ASA Aarhus, Varde, B.93 og FC Thy/Thisted.

Aveka Singh
Aveka Singh har lavet aftale med Næstved HG. Foto: Næstved HG