Efter 15 år har hotelejer Henrik Green valgt at sælge Hotel Kirstine til kæden Danske Hoteller for intet mindre end 60 millioner kroner.
I en pressemeddelelse siger Danske Hotellers bestyrelsesformand Erik Sophus Falck, at købet styrker hotelkædens øverste segment af hoteloplevelser.
- Der er ingen tvivl om, at Hotel Kirstine er en lille hotelperle, som placerer sig i den øvre ende af Danske Hotellers tilbud og dermed løfter vores samlede produkt markant. Jeg er sikker på, at vores mange trofaste kunder får en rigtig god oplevelse her. Der er tale om et meget velholdt og ekstremt veldrevet hotel, som vi er meget begejstrede for at overtage, siger Erik Sophus Falck.
Danske Hoteller driver i forvejen 26 hoteller i Danmark og har i forvejen både Hotel Vinhuset og Menstrup Kro i Næstved-området.
- Vi har ikke som sådan haft behov for at øge vores kapacitet i området. Købet handler mere om, at vi opnår et kvalitetsløft af vores samlede udbud og dermed kan henvende os til en bredere målgruppe – simpelthen fordi hotellerne er så forskellige. Vi kan nu tilfredsstille forskellige behov og henvende os til forskellige målgrupper i samme lokalområde, siger bestyrelsesformanden
Overtagelsen af Hotel Kirstine sker 1. juni 2025.
Danske Hoteller kan se frem til at overtage et veldrevet hotel, der har fire stjerner, 56 værelser, både indendørs og udendørs pool og egen wellness-afdeling.
