Efteråret 2025 blev en historisk sæson for den gamle, hæderkronede Holmegaard Glasværks Boldklub. Tre oprykninger for alle tre herreseriehold i klubben var aldrig sket før.
Succesen har gjort, at der er masser af spillere i klubben.
- De kommer af sig selv. Vi går ikke ud og henter nogen, og vi giver heller ikke gratis støvler, kontingent og den slags, siger Serie 1-holdets cheftræner Casper Guldbrandt, der nu har både Serie 1, Serie 2 og Serie 4 at tilbyde sine spillere.
- Og så har vi endda oprettet et Serie 5-hold, som er et slags ”andethold” for vores bedste U19-hold. Serie 5-holdet er beregnet til, at både senior- og U19-drenge kan være med, siger han.
Guldbrandt har efterhånden været i klubben siden 2012. Først som spiller og de seneste seks år som cheftræner for førsteholdet. Han glæder sig til et forår, hvor det for Serie 1-holdets vedkommende gælder om at vinde hver gang.
- Vi har ikke en decideret målsætning. Vi vil bare gerne vinde hver eneste gang, og ellers handler det om at udvikle holdet, klubben, styrke fællesskabet og sammenholdet og have kvalitet i træningen hver gang, siger Guldbrandt, der ikke deler serieholdene op i ”trupper”.
- Alle træner sammen. Vi er vel 28 til 40 spillere hver gang, og når spillerne rokerer mellem holdene, er det nemmere at falde ind og de kender hinanden, forklarer cheftræneren.
I første omgang fokuserer han dog på Serie 1-holdet, som søndag spiller premiere kl. 12 hjemme på kunstbanen ved Holmegaard-hallen mod Ringsted.
- Jeg synes, vi er klar. Vi har haft nogle skader og bøvlet med ikke at kunne træne på grund af sneen, men det gælder jo alle hold. Vi er dog sluppet hæderligt fra det, konstaterer Casper Guldbrandt, som skal ud og spille 14 kampe i foråret.
- Jeg tror, modstanderne er gode, men vi har også haft nogle fine træningskampe. Vi har spillet fem, vundet fire og spillet én uafgjort. Så jeg skal ikke klage. Vi har vist gode takter, siger en forventningsfuld Holmegaard-træner.
Casper Guldbrandt vil gerne vinde hver gang med sit Serie 1-hold. I baggrunden assistenttræner Jimmy Hansen. Foto: John Ringstrøm
Holmegaards Serie 1-pulje består yderligere af Dianalund, Svinninge, Ringsted, B73, BK Vest Rødovre, Svebølle og Høng.