Fotograf: Skjoldborg Foto | Opdateret

Holmegaard i målorgie mod skadesramte B.73

Tre skader før pausen og endnu én efter sendte B.73 i knæ, og Holmegaard GB udnyttede overtallet til en overbevisende 6-1-sejr i Serie 1.

Holmegaard havde lagt op til en festlig fodbolddag med dobbeltarrangement, hvor Serie 1-holdet spillede først efterfulgt af Serie 4-opgøret mod Karrebæk. Pølserne var på grillen, og publikum svigtede ikke den velbesøgte hjemmebane i det kolde forårsvejr.

Tilskuerne skulle heller ikke vente længe på underholdning. Allerede efter 10 minutter erobrede Nicolai Dalgaard bolden fra B.73-forsvaret og sendte den sikkert i nettet til 1-0.

Glæden blev dog kortvarig. B.73 svarede hurtigt igen med et angreb over venstresiden, hvor et præcist indlæg blev omsat til scoring, og dermed var der balance i regnskabet.

Begge holds tilskuere havde nu fået mål at varme sig på – og tempoet i kampen steg. Kort efter bragte Holmegaard sig igen i front, da Mads Søby elegant chippede bolden over Slagelse-keeperen til 2-1. En scorin, der viste sig at ødelægge måltavlen, som først kom i brug igen efter pausen.

B.73 Slagelse, der inden runden blot havde lidt ét nederlag, blev herefter ramt af modgang. Tre hurtige skader betød, at gæsterne måtte spille resten af kampen uden udskiftere. Holmegaard udnyttede overtaget, og kort før pausen gjorde Mathias Westphal det til 3-1 – en føring, der også holdt til pausen.

Starten på anden halvleg gjorde kun ondt værre for udeholdet, som blev ramt af endnu en skade og måtte færdiggøre kampen med 10 mand.

Herefter var der reelt kun ét hold på banen. Holmegaard kontrollerede opgøret og udbyggede føringen yderligere, så kampen sluttede hele 6-1.

Cheftræner Casper Guldbrandt var da også tilfreds efter kampen:

– Vi vinder 6-1, så det er over al forventning. Det var en mærkelig kamp, hvor vi spiller næsten hele anden halvleg i overtal. Når det er sagt, spiller vi en god kamp og skaber mange chancer. Endnu tre point er rigtig vigtigt for os, siger Holmegaard-træneren.

Med sejren ligger Holmegaard GB efter fem kampe på en tredjeplads i Serie 1.

Holmegaard sendte B.73 hjem til Slagelse med et nederlag på tenniscifre. Foto: Skjoldborg Foto

Holmegaard sendte B.73 hjem til Slagelse med et nederlag på tenniscifre. Foto: Skjoldborg Foto

KAMPEN I TAL

Serie 1
Holmegaard - B.73: 6-1 (3-1)

1-0: Nicolai Dalgaard (10)
1-1: Luke Kelly (13)
2-1: Mads Søby (19)
3-1: Mathias Westphal (37)
4-1: Nicolai Dalgaard (49)
5-1: Mathias Westphal (76)
6-1: Hjalte Kofoed Mathiasen (86)