Starten på sæsonen har været god for Casper Guldbrandts tropper, som inden kampen lå midt i en tæt Serie 1. Ringsted kom derimod til Holmegaard med tre nederlag i bagagen og hårdt brug for point.
Der var som vanligt god stemning ved Holmegaard Hallen, hvor tilskuere fra begge hold trodsede den lette støvregn.
Westphal slog til tidligt
Allerede efter seks minutter gik det galt for Ringsted. Kristoffer Steen sendte en lang clearing afsted fra egen banehalvdel, som gæsternes forsvar ikke fik styr på. Mathias Westphal snuppede bolden og kunne alene med målmand Alexander Mejnert roligt gøre det til 1-0.
Kort efter fik Ringsteds Nicolai Berthelsen kampens eneste gule kort efter en sen glidende tackling.
Holmegaard havde godt fat i kampen og udnyttede overtaget. Rasmus Larsen sendte Westphal i dybden, og angriberen tog et par træk, inden han køligt placerede bolden i det lange hjørne. 2-0 og anden scoring fra Westphal.
Ringsted havde svært ved at få spillet til at fungere. Marcus Teglers stod for gæsternes farligste aktioner før pausen, men Holmegaard kunne gå til pause med en tomålsføring.
Ringsted kom tilbage
Efter pausen kom Ringsted bedre ud og lagde pres på hjemmeholdet. Det gav gevinst, da Marius Rygaard reducerede til 2-1 og bragte spændingen tilbage i kampen.
Ringsted havde herefter sin bedste periode, og Holmegaard-træner Casper Guldbrandt reagerede fra sidelinjen og fik alle tre udskiftere i spil.
Efter 68 minutter stod Uhrbrand-brødrene for kampens måske flotteste detalje. Magnus Uhrbrand chippede bolden over Ringsted-forsvaret til lillebror Mikkel Uhrbrand, som i første berøring sendte bolden over den fremstormende målmand. 3-1 og Holmegaard havde igen luft.
Artiklen fortsætter under billedet...
Magnus Uhrbrand stod for assisten til sin lillebror Mikkels scoring til 3-1. Foto: Jonas Larsen
I slutfasen kunne sejren være blevet større, da Noah Wall begik straffespark på Lucas Elgarth. Mathias Westphal fik chancen for at fuldende sit hattrick, men Alexander Mejnert læste afslutningen og reddede. Dermed sluttede det 3-1 til Holmegaard GB.
Tilfreds træner
Efter kampen var Holmegaard-træner Casper Guldbrandt tilfreds.
– Jeg synes, vi spiller en god kamp og kommer frem til mange chancer. På nær deres mål synes jeg ikke, vi giver mange chancer væk, siger han, der samtidig glæder sig over indsatsen fra flere af de spillere, der fik chancen.
– Vi har et par nye spillere med, som gør det godt. Stor ros over hele linjen, siger træneren.
Med sejren holder Holmegaard fast i topstriden i Serie 1, hvor holdet nu er nummer to med 10 point for fem kampe.
