Fotograf: Privat | Opdateret

Heste og historie mødes på den gamle kaserne

Der bliver både høje spring og mulighed for en tur ned ad mindernes allé, når Næstved Sportsrideklub i weekenden inviterer til tre dages landsstævne på den gamle Gardehusarkaserne. Der er gratis adgang.

Heste og ryttere indtager fra fredag den gamle Gardehusarkaserne i Næstved, når Næstved Sportsrideklub holder landsstævne i springning.

Tre dage med konkurrencer venter på den store udendørsbane på Kommandantvej, hvor nogle af weekendens højeste forhindringer når op i 145 centimeter. 

Men klubben håber også at lokke næstvedere til, som normalt ikke har deres faste gang omkring en springbane. For rammerne er usædvanlige. Udendørsbanen ligger omgivet af gamle kastanjetræer, røde murstensbygninger og brostensarealer på den tidligere Gardehusarkaserne.

– Vi synes, det er en helt fantastisk ramme at holde stævne i. Det er ikke kun hestesporten, der er en oplevelse. Området har en historie, som mange lokale sikkert kan huske eller har en relation til, lyder det fra Næstved Sportsrideklub.

Op i 145 centimeters højde

Sportsligt bliver der også noget at kigge på. Fredag begynder konkurrencerne klokken 10 med klassen LB* på 105 centimeter. I løbet af dagen bliver forhindringerne højere, inden programmet slutter med klassen MA** på 140 centimeter.

Lørdag rides der fra klokken 9 til 16. Her begynder dagen med LB** på 110 centimeter, mens ryttere og heste senere skal over weekendens højeste forhindringer i S* på 145 centimeter.

Søndag begynder konkurrencerne klokken 9 med LA* på 115 centimeter, og landsstævnet slutter med MA** på 135 centimeter.

Minder fra kasernen

Klubben ser gerne, at landsstævnet bliver en anledning til at tage flere generationer med på tur. Mange næstvedere har gennem årene haft deres gang på Gardehusarkasernen som soldater eller ansatte eller har på anden måde minder knyttet til området.

– Måske sidder der en bedstefar eller bedstemor derhjemme med en historie fra kasernen, som bør fortælles videre. Så hvorfor ikke tage dem med til stævnet og gå en tur rundt på området. Det kunne være rigtig hyggeligt, lyder opfordringen fra klubben.

Dermed kan en tur til springbanen også blive en anledning til at få nogle af historierne fra den gamle kaserne fortalt videre.

Frivillige får det til at ske

Landsstævnet er et af årets store arrangementer for Næstved Sportsrideklub, og bag konkurrencerne ligger mange timers arbejde fra klubbens frivillige både før, under og efter weekenden.

– Det her kan kun lade sig gøre, fordi vores frivillige lægger rigtig mange timer i det. Det er et af årets store højdepunkter for klubben, og vi er stolte af at kunne invitere folk indenfor og vise både vores sport og det fantastiske sted, vi holder til, fortæller klubben.

Der er gratis adgang alle tre dage, og klubbens cafeteria holder åbent med både kolde og varme tilbud. Der er desuden busstoppested umiddelbart ved området.

Der bliver masser af spring på den gamle Gardehusarkaserne i weekenden. Foto: Næstved Sportsrideklub

Der bliver masser af spring på den gamle Gardehusarkaserne i weekenden. Foto: Næstved Sportsrideklub

Landsstævnet

Fredag 14. august: Kl. 10-18 – springning fra 105 til 140 cm
Lørdag 15. august: Kl. 9-16 – springning fra 110 til 145 cm
Søndag 16. august: Kl. 9-14 – springning fra 115 til 135 cm

Sted: Næstved Sportsrideklub, Kommandantvej 20, Næstved
Entré: Gratis