Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Herlufsholm faldt i pokalen med ære

Fjerde runde af pokalturneringen på Sjælland blev endestation for Herlufsholms sjællandsseriehold, som dog fik presset favoritterne fra Avarta til det yderste.

Til daglig er der pænt stor forskel på Herlufsholm og Avarta. Sydsjællænderne er med i nedrykningsspillet til Serie 1, mens holdet fra Rødovre-egnen er med i oprykningsspillet til 3. division.

Men forskellen var ikke kæmpestor, da de to hold mødtes tirsdag aften på kunstbanen i Herlufsholm. Hjemmeholdet kom endda foran efter en lille halv time, da spillende træner Mikkel Bruun lavede en ”klassisk Bruun” og hamrede til den langt udefra.

Det fik han held med og bragte sit hold foran 1-0, men kun for et par minutter senere at se gæsterne udlignede på et frispark, der blev rettet af og snød målmand, Johan Taulov Jørgensen.

Værterne kunne have bragt sig foran på en fri chance, men det blev i stedet Avarta, der på en fornem afslutning fra venstre bragte sig foran 2-1.

Artiklen fortsætter under billedet...

Johan Taulov Jørgensen strækker sig forgæves efter Avartas føringstræffer til 2-1. Foto: John Ringstrøm

Johan Taulov Jørgensen strækker sig forgæves efter Avartas føringstræffer til 2-1. Foto: John Ringstrøm

Desværre måtte Herlufsholm undvære angriber Nicolai Andreasen hele 2. halvleg, da han blev skadet kort før pausen. Hjemmeholdet havde derfor ikke meget at skyde med fremadrettet, men ”de hvi’e” – ikke at forveksle med de danske mestre - havde alligevel stor ære af kampen.

I de sidste 45 minutter var det nemlig ikke meget, man så til Avartas offensiv, mens værterne overtog mere og mere, og pressede på for en udligning. Blandt andre var Jeppe Taulov Jørgensen ude efter 2-2-målet, da han sendte et langskud snert over mål, og efter en lille halv time opstod den nok største chance.

Herlufsholm kom godt og hurtigt over venstrekanten, hvorfra der blev sendt en bold ind midt for mål til en fri Asger Bill-Jessen. Men desværre satte han en lidt for ren inderside på og sparkede bolden lige i favnen på keeperen.

I stedet slog gæsterne til på en omstilling til 1-3, og det lignede afgørelsen. Bertram Buster ville det dog anderledes og holdt liv i håbet med en reducering i 90. minut. Men det blev ved håbet. Herlufsholm fik begået et urutineret straffespark, som favoritterne udnyttede i tillægstiden til 2-4.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jeppe Taulov Jørgensen har fyret kanonen af, men bolden stryger lige over mål. Foto: John Ringstrøm

Jeppe Taulov Jørgensen har fyret kanonen af, men bolden stryger lige over mål. Foto: John Ringstrøm

- Vi er sindssygt skuffede, for vi synes, vi byder dem rigtig flot op til dans. Det er en jævnbyrdig kamp og i 2. halvleg skaber vi mere end rigeligt til i hvert fald at få den i straffesparkskonkurrence. Så drengene er skuffede, men vi er også stolte over, at vi kan spille op mod et DS-hold, lyder det fra Herlufsholms assistenttræner, Andreas Lissau, der er ærgerlig over, at hans mandskab manglede lidt held og marginaler i afgørende aktioner.

- Mange ting går lidt imod os. Frisparket til 1-1, der bliver rettet af, skifter lidt momentum efter en god start. Og jeg er ked af at nævne det, men vi synes også, der er nogle kendelser, der går lidt mod os. Vi må også erkende, at vi har nogle chancer, vi skal score på, konstaterer Lissau, der nu kan koncentrere sig om turneringen, hvor Herlufsholm mangler fire kampe i Sjællandsseriens nedrykningsspil.

Avartas anfører, Simon Ustrup, har fået Herlufsholms Carl Emil Andersson (16) og Valdemar Christensen som tilskuere. Foto: John Ringstrøm

Avartas anfører, Simon Ustrup, har fået Herlufsholms Carl Emil Andersson (16) og Valdemar Christensen som tilskuere. Foto: John Ringstrøm 

Pokalturnering, 4. runde, mænd
Herlufsholm - Avarta: 2-4 (1-2)

1-0: Mikkel Bruun (27)
1-1: Ukendt spiller (30)
1-2: Marcus Hyldahl (42)
1-3: Thomas Gall (89)
2-3: Bertram Buster (90)
2-4: Marcus Hyldahl, straffe (90+2)