Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Her er din weekend: Bold, beats og byger

Det er ikke nemt at komme efter en weekend, hvor Grøn Koncert lagde Næstved ned. Men frygt ikke. Næstved og omegn har stadig masser at byde på her i første weekend af august.

Sommervejret har sat sig selv lidt på stand-by, men trods gråvejr og spredte regnbyger er det stadig omkring 20 grader og musik er der også stadig masser af.

Medmindre du er på Ringsted Festivalen, kan du opleve duoen ”Xband”, der starter weekendens lokale musik på Fiskerlejet kl. 15. Og bliver du i Karrebæksminde, giver Thomas K den på guitar og sang hos Cafe Kyst fra kl. 18.

På torvet i Næstved krydser alle fingre for tørvejr, når det lokale partyband STRØM går på Underhusets ølvogn kl. 17 og spiller rock- og popklassikere.

Artiklen fortsætter under billedet...

På en varm sommerdag er torvet i Næstved altid fyldt. Foto: John Ringstrøm
På en varm sommerdag er torvet i Næstved altid fyldt. Foto: John Ringstrøm

Lørdag er der igen eftermiddagsmusik på Fiskerlejet i Karrebæksminde, hvor den danske ”skotte”, Klaus Mac-K og Jan Grønborg spiller fra kl. 15. Og Cafe Kyst har Torben Kaas til at underholde de spisende gæster fra kl. 18.

Hvis man også er til legendarisk musik fra 50’erne og 60’erne, byder Stacy’s Diner på show med selveste ”The King”, Elvis Presley, i skikkelse af Brian Troy. Det sker fra kl. 20.30.

Har du mere lyst til at tage ud af byen, kan du køre til Smidstrupvej i Tappernøje, hvor ”Musik over Præstø Fjord” kan præsentere det populære Præstø-orkester ”Grassolin” fra kl. 17 lørdag.

Efter en lørdag, hvor der selvfølgelig også er torvedag i Næstved City, er det blevet søndag, og her er der en enkelt mulighed for at høre levende musik. På Fiskerlejet i Karrebæksminde spiller duoen Nöhr fra kl. 15.

I sportens verden er der premiere i fodboldens 2. division, hvor de lokale helte fra Næstved Boldklub skal ud i et spændende opgør fredag aften mod FC Roskilde. Her skal det blive spændende at se, hvad holdets nye træner, Sune Lærkedahl Jensen, og de mange nye spillere kan diske op med på hjemmebane.

Bertram Kvist og Benjamin Kold (th) kan begge få debut for Næstved fredag aften. Foto: John Ringstrøm
Bertram Kvist og Benjamin Kold (th) kan begge få debut for Næstved fredag aften. Foto: John Ringstrøm