For første gang nogensinde sejlede skoleskibet Georg Stage gennem Græshoppebroen og via kanalen i Karrebæksminde mod Næstved onsdag aften.
Det var et syn, som selv en erfaren fisker som Søren Henriksen kunne fryde sig over, om end han gerne havde set et par ændringer ved den tre-mastede fuldrigger.
- Det var da en fin oplevelse, men jeg er skuffet. Det er et jernskib, der skal til træskibsregatta. Men det er jo et flot skib, er du sindssyg. De skulle bare have taget de orange dragter af, og været i sømandstøj, siger Henriksen med et grin og peger på sin egen blå- og hvidstribede t-shirt med matchende matroshat.
Det outfit render han og viven Bettina nu også rundt i til daglig, da de driver fiskerestauranten Hr. og Fru Fisk lige ned til kanalen.
- De kunne godt lide, at vi stod her med flag og gjorde honnør til dem, siger de i kor.
Ingen af dem har set Georg Stage i virkeligheden før, men Kongeskibet Dannebrog er sejlet forbi flere gange.
Lørdag morgen har de så muligheden for igen at gøre honnør. Denne gang til Fulton, som er lige en anelse mindre end Georg Stage.
- Der er cirka 22 meter i åbningen ved broen og Georg Stage er otte meter bred, mens Fulton er syv meter bred. Så der er plads nok, og faktisk mere end man lige tror, forklarer Søren Henriksen, der selv er professionel fisker og ofte tager ud med sin kutter Oskar, som er opkaldt efter sønnen.
- Jeg gad da godt sejle rundt på Middelhavet med Georg Stage. Heller den end en lystyacht. Så vil jeg hellere ligge i en hængekøje. Det er mere min personlighed, siger Karrebæksminde-fiskeren grinende.