Fotograf: Privat | Opdateret

Heino bliver medejer af Næstved Boldklub

Komikeren Heino Hansen er blandt de 30 investorer, der har skudt penge i Næstved Boldklub via investorkredsen CC 2.0.

Én gang Næver – altid Næver.

Sådan lyder det fra Næstveds landskendte standup-komiker, 41-årige Heino Hansen, der har valgt at skyde penge i Næstved Boldklub via investorgruppen CC 2.0, som har aktiemajoriteten i den sydsjællandske fodboldklub.

- Da jeg fik nys om, at lokale kræfter er gået ind i klubben, var jeg ikke i tvivl. Det er noget af det, der har lydt mest fornuftigt i mange år, siger Heino Hansen, som trods status af tv-kendis og en af landet bedste og mest benyttede komikere stadig har et stort hjerte for Næstved og byens fodboldhold.

- Min første kamp på stadion var 8-2-sejren over Lyngby (i 1993, red.) og dér blev jeg tryllebundet. Så jeg hepper på Næstved, og hvis jeg gerne vil se min far en gang imellem, må jeg hellere komme derned. Jeg ser da også tit holdet, når de spiller i Københavns-området, siger Heino Hansen.

Komikeren bliver en del af de nu 18 nye investorer, der er kommet til de i forvejen 12, som stiftede CC 2.0. Og han har holdt flere møder med direktør Lars Holm Christensen og andre fra bestyrelsen.

- Jeg har ikke altid haft en løbende dialog med klubben om investering men mere om projekter, idéer og aktiviteter. Og jeg ved noget om dynamikker i menneskegrupper. Hele vejen rundt i klubben fornemmer jeg en positiv energi. Også på holdet, der ligner en gruppe drenge, der har det sjovt, selv om de både vinder og taber – og en træner, der forstår dem, konstaterer Heino Hansen, som afviser, at han kun er med for sit navns skyld.

- Jeg tænker ikke nødvendigvis, at jeg skal have noget igen. Det handler mere om, hvad jeg kan give. Jeg skal ikke tjene en halv milliard og derefter købe Mbappé. Vi har ikke bare postet en sum penge i, og så sker der ikke mere. Det skulle gerne være starten på noget godt, og det er et fedt netværk, der kan løfte niveauet, mener Hansen, der er erklæret fan af både Næstved og Brøndby.

- Jeg har sagt inde i Brøndby, at kommer Næstved i Superligaen en dag, kommer jeg nok ikke så meget mere hos ”de gule”, siger han med et grin.

Heino Hansen har selv spillet lidt fodbold som ung i både Vejlø og Sct. Jørgens IF.

- Jeg har også spillet som junior i NIF. Jeg var ikke god, men det var sjovt, pointerer han, som har set alle hjemmekampe i denne sæson – minus den sidste mod Thisted FC.

Så mon ikke Heino Hansen dukker op til mange flere hjemmekampe i den kommende tid. Især nu, hvor hans et år lange – stort set udsolgte - standup-turné er overstået.

- Jeg havde egentlig besluttet mig for et sabbat-år, men det bliver det nok ikke til alligevel, siger han med sit vanlige lurendrejersmil.

Heino Hansen har været dedikeret Næstved-fan siden 1993, og nu bliver han medejer af klubben. Foto: Privat
Heino Hansen har været dedikeret Næstved-fan siden 1993, og nu bliver han medejer af klubben. Foto: Privat

De 30 investorer, som udgør CC 2.0, og tilsammen har lagt 3,6 millioner kroner i Næstved Boldklub. De ejer nu 58 procent af klubben:

Bent Sthur, FarveMessen
Boye Larsen, BL Lakering
Carsten Rørby, Rørby Johansen A/S
Flemming Schou, Næstved Sten & Grus
Heino Hansen, Entertainer
Henrik Karlsen, HEKA Danmark
Henrik Ring, Ring Biler
Jacob Hjelme, Løve Apoteket
Jacob Simonsen, JS Ventures
Jakob Vangby
Jens Jensen, Næstved Flisecenter
Jens Peter Jensen, UK
Jeppe Jørs, Jørs Biler
Jesper Kjep, Kjeps Bolighus
Helle Brandt Petersen, Sea Club
Lars Holm Christensen, Meny Næstved (direktør for CC 2.0)
Morten Larsen, Hans Larsen A/S
Murermester Jesper Jespersen
Peter Jakobsen, Børge Jakobsen & Søn
Peter Jørs, Jørs Biler
Peter Odefey, G.O. Transport
Poul-Erik Pedersen
René Kemp, René's Biler Engros
Rodi Hani Habo, Rodis Autocenter
SJF Bank
Süleyman Yücel, Cafe Kyst
Søren Jakobsen, S.J. Invest ApS
Thomas Lærke, Ensure
Tomas Christiansen
Tommy Jensen