Fotograf: Privat | Opdateret

Heidi hjælper kvinder videre efter psykisk vold

40 kvinder reagerede, da Heidi Molter undersøgte behovet for hjælp efter psykisk vold. Nu har hun startet sit første gruppeforløb i Næstved, hvor syv kvinder mødes for at dele erfaringer og finde troen på sig selv igen.

Da Heidi Molter lavede et opslag på Facebook for at undersøge interessen for et gruppeforløb for kvinder, der har været udsat for psykisk vold, fik hun omkring 40 henvendelser.

Det blev begyndelsen på et nyt tilbud, som nu er i gang i Karmakælderen i Østergade i Næstved. Syv kvinder deltager på det første hold.

Forløbet strækker sig over 12 uger med et ugentligt møde på to en halv time. Her arbejder kvinderne blandt andet med deres oplevelser, selvværd og de mønstre, der kan have været med til at fastholde dem i usunde relationer.

– Man kan føle sig meget alene, og det kan være svært for andre at forstå, hvad man har været udsat for, og hvorfor man ikke bare er gået. Her møder man andre, som forstår det, uden at man behøver forklare hvorfor og hvordan, siger Heidi Molter.

Fællesskabet gør en forskel

De første møder har blandt andet handlet om at sætte ord på det, kvinderne har været udsat for. Historierne er forskellige, men mange af følelserne går igen.

– Det har været meget forløsende for dem at fortælle deres historie. Det skaber samhørighed, tryghed og tillid i gruppen, siger Heidi Molter, der har oplevet, at flere af deltagerne har været i tvivl om, hvorvidt deres oplevelser overhovedet kunne betegnes som psykisk vold.

– Når man igen og igen får at vide, at man overdriver, er sart eller selv er problemet, begynder man at tvivle på sig selv. Det er vigtigt, at man ikke bliver ved med at se sig selv som et offer. Man skal have troen på sig selv tilbage, siger terapeuten, som i forløbet blandt andet fokuserer på tilknytningsmønstre og selvværd. 

- Målet er, at oplevelserne ikke skal definere resten af kvindernes liv, pointerer hun.

Yoga er også en del af forløbet. Heidi Molter er også uddannet yogalærer og afslutter møderne med rolige øvelser.

– Mange har et meget stresset nervesystem. Yogaen kan hjælpe med at få ro på kroppen og begynde at mærke sig selv igen, siger hun.

Bruger sine egne erfaringer

Heidi Molter har selv været udsat for psykisk vold i tidligere forhold og har tidligere deltaget i et gruppeforløb. Siden har hun blandt andet uddannet sig inden for kærlighedsmønstre og parterapi og fordybet sig i psykisk vold.

– Jeg har altid haft det sådan, at det ikke skulle være forgæves. Jeg ville gerne bruge mine erfaringer til at gøre en forskel for andre. Man skal igennem en masse faser, men det skal nok blive bedre<, lyder det fra Næstved-kvinden.

Det nuværende hold er hendes første, men de mange henvendelser har givet hende mod på mere. Hun håber at kunne starte endnu et forløb inden jul.

Kvinderne på det første hold skrev ved begyndelsen et brev om, hvordan de havde det, og hvad de håbede at få ud af forløbet. Brevet får de tilbage efter de 12 uger.

– Nogle gange kan det være svært at huske, hvordan man egentlig havde det, da man begyndte. Forhåbentlig kan de til sidst se, hvor langt de er kommet, siger Heidi Molter, der også overvejer at søge legater og fonde, så hun kan holde prisen nede på sine forløb.

Heidi Molter er startet forløb for voldsramte, både psykisk og fysisk, kvinder i Næstved. Foto: Privat

Heidi Molter er startet forløb for voldsramte, både psykisk og fysisk, kvinder i Næstved. Foto: Privat