- Jeg synes, det var et overvældende flertal. Nu kan man da ikke længere være i tvivl.
Sådan lyder første reaktion fra Nicolai Hartmann ovenpå byrådets beslutning tirsdag aften om at godkende det kommende hotel, bypark og boliger i Rådmandshaven.
Et stort flertal på 24 stemte for, mens syv var imod i byrådssalen. Imod var SF, Liberal Alliance, Enhedslisten og Patrick Elm fra Dansk Folkeparti. Hartmann havde netop forventet et flertal med enten 24 eller 25 stemmer.
- Hvis man hæfter sig ved de syv, var det jo dybest set kun Søren Revsbæk (Liberal Alliance, red.), der var rigtig imod. Kun Patrick Elms (DF, red.) stemme havde jeg ikke styr på. Resten var forudsigeligt. Men at Jette Leth Buhl (SF, red.) taler om skure og redskabsrum, aner jeg ikke, hvor kommer fra. Vi bruger netop penge på kældre for at undgå synlige skure. Måske er der åbnet mulighed for det i lokalplanen, men det sker ikke, konstaterer Nicolai Hartmann.
Planen er gået igennem i sømmene
Med godkendelsen kan udviklingsselskabet med Nicolai Hartmann i spidsen nu gå i gang med næste step i den lange proces.
- Nu starter først alt det ”sjove”, siger Hartmann og henviser til de opslag på Facebook, der viser, at modstandsgruppen vil protestere til planklageankenævnet over blandt andet ”manglende overholdelse af lovgivningen omkring lokalplanen”.’
- Mine advokater, rådgivere, arkitekter, kommunens juridiske afdeling, eksterne advokater og så videre… har gået lokalplanen igennem i sømmene. Jeg har ikke hørt om, at der skulle være ugler i mosen. Men vi må se og bare afvente. Det skal jo virkelig være noget, der vejer tungt. Nu skal vi fortsætte med at lave test, boringer og andet, så vi har det fulde overblik, konstaterer Nicolai Hartmann, der ikke overlader noget til tilfældighederne og ellers tager det forholdsvis roligt.
- Det er jo ikke første gang i verdenshistorien, vi bygger. Der er meget lovgivning i Danmark – også for meget efter min mening – men det er fint. Skønt med regler, for de skal overholdes, pointerer han, der til gengæld er glad for, at demokratiet virker.
- Samfundet skal prøve at indrette det således, at et betydeligt mindretal ikke får så meget magt, som det har været tilfældet her. Vi har et overbevisende projekt, og vi må følge de demokratiske spilleregler. Derfor er jeg glad for det store flertal i byrådssalen, siger Hartmann, hvis familie også har opført blandt andet Sct. Jørgens Park og det noget nyere Sct. Jørgens Have – for ikke at glemme Lyngby Storcenter.
Mere konsensus er ønskeligt
Hvis alt går efter planen, kan Hartmann og co. begynde byggeprocessen 1. august i år. Hotellet, der skal drives af Bühlmann-koncernen, og boligerne skal stå klar juni eller juli 2028.
- Medmindre vi finder noget de kommende uger, er det tidsplanen. Men fremover kunne jeg også godt tænke mig lidt mere konsensus blandt politikerne i byrådet. Man skal vide, hvad man kan stole på, når man vil investere i Næstved. Ellers bliver det svært at tiltrække investorer i fremtiden, mener Nicolai Hartmann, som for nylig fremlagde hele projektet til nytårskuren for Næstveds erhvervsliv på Grønnegades Kaserne.
Hvilket han gjorde i overbevisende og hudærlig stil. Den driftige forretningsmand blev da også mødt af bragende bifald fra salen. Og efter den endelige godkendelse i byrådet tirsdag aften, er lykønskninger væltet ind til Nicolai Hartmann. Også på naestved.nu’s Facebook-side er det ”tavse flertal” begyndt at røre på sig med masser af lovprisende ord til bygherren og projektet.
- Jeg kom i seng kl. 1.30 natten til onsdag. Politikere og godtfolk skrev sms, messenger og ringede konstant, siger en glad og lettet Hartmann.