De kom fra nær og fjern i to dage, da Gadefesten Næstved bød velkommen til årets største city-fest.
For andet år i træk løb festen af stablen fredag og lørdag i en afspærret Jernbanegade, hvor bar- og spiseboder, masser af bænke samt et VIP-område var sat op til ære for de tusindvis af gæster.
I de to dage viste Næstved, hvad byen også kan.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Det gik rigtig godt. Der var en masse mennesker, der nød arrangementet og pladsen var fyldt begge aftener, lyder det fra Gadefestens formand Carsten Frid, der også selv var ved DJ-pulten bag stjerner som eksempelvis Benny Jamz sidst på eftermiddagen lørdag.
Formand Frid anslår, at der har været mellem 10 og 12.000 mennesker, da festen peakede lørdag aften i regnen.
- Det var nogenlunde det samme som sidste år. Og folk blev, selv om det regnede. Det regnede ikke meget – men længe, siger Carsten Frid.
Fredag var den nye fest
Gadefestens nye sats var fredag med musik for det lidt mere modne publikum. Rapperen Pede B indledte overbevisende og derefter var det blandt andre de lokale bands STRØM og Players, der indtog scenen, sammen med Nashville Nights, Emma Winther.
Svenstrup og Vendelboe lukkede med den unge artist Nadia Malm.
- Mit bud er, at der var cirka 8000 mennesker fredag aften. Og her var der også mange af de unge, som i det hele taget nød, at der er nogen, der gør noget for dem, siger Carsten Frid, der kun oplevede meget små hændelser af den uheldige slags.
- Vi har ikke fået politiets rapport endnu, men vores vagter var virkelig også præventive, siger Frid, der ved, at togene til og fra Næstved var proppede, hvilket indikerer, at folk formentlig kom fra både Nykøbing Falster, Køge, Ringsted og Slagelse.
Kryds af næste år
Lørdag stod som vanligt primært i de unges tegn. Med Benny Jamz på scenen allerede 17.30, var kimen til ”hoppe-leg” lagt. Og mon ikke undergrunden har vibreret kraftigt, da Specktors gik på senere, og da Daily Dak lukkede showet ved midnat.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Vores fest er lidt atypisk i forhold til andre by-/gadefester. Der var en grund til at komme tidligt, da vi havde store navne på tidligt. Vi kan måle succesen på, hvor mange mennesker, der var. Og så al den positive respons, vi har fået. De overskyggede totalt det antal minimale klager, der altid vil være, konstaterer ”fest-bestyreren”, der helt sikkert går efter en gentagelse næste år.
- Folk kan godt krydse samme weekend næste år af. Altid første weekend i maj. Jeg garanterer, at vi gerne vil næste år også, men det kræver også kommunens opbakning, siger Carsten Frid.
Gadefesten Næstved er en nonprofit forening, og derfor går overskuddet til de foreninger, der har hjulpet til og nye arrangementer.
- Vi har været glade for bar-tallet samt god opbakning fra sponsorer, kommunen og Arena Næstved, som gerne vil være endnu mere med.