Kampen om de eftertragtede medaljer i det danske motocross-mesterskab blev indledt søndag på Nisseringen ved Nr. Tvede, og med tørvejr og masser af mennesker var betingelserne optimale for de mange kørere.
I ”Kongeklassen”, MX1, tog Frederiksborg Amts Motorklubs William Voxen Kleeman sig af det hele, da han vandt begge dagens heat. Den samlede andenplads tog Jakob Kjær Nielsen fra Han Herred sig af, mens Randers’ Glen Meier kom ind på tredjepladsen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Jonas Stub fra Næstved Motor Klub blev samlet 3'er i MX2-klassen. Foto: John Ringstrøm
Som nummer seks kom Næstveds egen ”oldboys-kører”, Benjamin Strate, der leverede et stærkt comeback på Danmarks højeste motocross-hylde. Han lå endda rigtig godt til i første heat, men styrtede og kom ind på ottendepladsen, mens han blev nummer fem i andet heat.
Strates klubkammerater, Mike Andersen, Joey King og Magnus Jensen blev henholdsvis nummer 9, 10 og 15.
I MX2, klassen for maskiner op til 250 kubik, vandt Lucas Bruhn fra Svebølle foran Jacob Melgaard fra Hadsund og Næstveds Jonas Stub på tredjepladsen. Stub kørte sig til en femteplads i første heat og en flot tredjeplads i andet heat.
Artiklen fortsætter under billedet...
Emil Lodal kaster sig over et hop på Nisseringen. Foto: John Ringstrøm
Unge Emil Lodal – også fra Næstved Motor Klub – tog en samlet sjetteplads efter en fjerdeplads i første heat og en ottendeplads i andet heat.
- Første heat var fint, men andet var skidt, siger Emil Lodal, der altid har et mål om at blande sig i toppen, når han kører, og derfor er medaljer også et mål.
- Vi må se, når vi kommer dertil. Første afdeling her på hjemmebane var fedt. Man har trænet så meget herude, så man kender nogle linjer, kommer det fra Emil Lodal.
Hans klubkammerat, Marcus Petersen blev nummer 9.
DM-premieren blev også besøgt af blandt andre Næstveds borgmester, Kenneth Sørensen, og Næstved Motor Klubs egen Dakar Rally-deltager, Thomas Kongshøj.
William Kleemann fra Frederiksborg Amts Motorklub var suveræn i MX1. Foto: John Ringstrøm