Der manglede lige den sidste finish i udsmykning og renovering, men da det var på plads, var det endelig - et år efter ibrugtagning - tid for åbningsfest af den gamle Handelsskole, der nu danner ramme om byens samlende erhvervshus.
- Det skal selvfølgelig fejres. Erhvervshuset er en realisering af et af fyrtårnene i den kommunale erhvervspolitik, som et enigt byråd vedtog tilbage i september 23, sagde Næstveds borgmester Carsten Rasmussen, som stolt kunne fortælle, at huset samler og styrker erhvervs- og udviklingsaktører og iværksætteri i kommunen.
Han holdt åbningstale foran omkring 200 gæster, der primært bestod af byens virksomhedsledere, medarbejdere i huset samt politikere.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ikke mindst var smilene store hos aktørerne i huset, hvor både Næstved Erhverv, Ressource City, Næstved Cityforening, Digital Lead, Næstved Erhvervsforening og Næstved Virksomshedsservice holder til.
- Nu har jeg været her i 10 år, og man har talt om det her hus siden min første arbejdsdag. Jeg husker, at den tidligere virksomhedsrådgiver og nu aktiv pensionist, Mogens Birch-Larsen, havde et læserbrev i avisen, hvor han efterlyste et fælles erhvervshus, der kunne samle alle aktører, som arbejder med vækst og udvikling i Næstved. Og nu har vi det, konstaterer direktør for Næstved Erhverv, Rasmus Holst-Sørensen.
Flere handelsskole-elever tilstede
Huset på Farimagsvej blev bygget i starten af 50’erne på initiativ af daværende Næstved Handelsstandsforening med Wilhelm Smidt i spidsen. Formålet var at etablere et sted, hvor unge borgere i Næstved kunne få den rette uddannelse til at kunne gøre gavn for Næstveds erhvervsliv.
Sådan opstod Næstved Handelsskole, og der var flere af gæsterne, der har gået på skolen i tidens løb – blandt andre borgmesteren selv og Bjarne Mayland.
I 1995 købte Næstved Kommune huset og lavede det om til ”Lille Munkebo” – et anneks til plejehjemmet på den anden side af vejen.
Plejehjemmet ophørte i 2006, hvor huset blev ombygget til kontorer for den kommunale forvaltning.
Artiklen fortsætter under billedet...
Her små 20 år senere er huset så igen erhvervenes hus og et symbol på, at kommunen vil noget med erhvervslivet.
- Vi vil gøre det nemmere for vores erhvervsliv at få adgang til den vejledning, sparring og vidensformidling, som skaber robuste virksomheder og sikrer vækst til vores område, lød det fra borgmesteren.
Og netop arbejdsfællesskabet i huset kommer alle aktørerne til gode.
- Os, der bor her, har altid haft det godt sammen. Vi har altid færdes i samme cirkler og samarbejdet, men når man spiser frokost sammen og mødes ved kaffemaskinen, opstår der nogle helt andre forbindelser, som bliver fodret på en helt anden måde. Vi laver meget mere sammen end tidligere. Det kommer naturligt, når man snakker sammen hver dag. Der er masser af synergi. Det er megafedt, konstaterede Rasmus Holst- Sørensen.
Det er designerne Line Langfeldt og Christel Witthøft, der har stået for udsmykningen og videreført de flotte cirkler fra radiatorskjulerne til vægkunst og facade-logo.