Fotograf: Privat | Opdateret

Formanden siger farvel efter 37 år

Lundebakke Gymnastikforening skal have ny formand. Joy Sørensen overlader posten til en ny efter 37 år i foreningen og cirka halvdelen som formand.

Den lille, men stærke gymnastikforening Lundebakke, beliggende i Toksværd og Holme-Olstrup, har fast de sidste 12 år i streg haft Joy Sørensen som formand – og ja, klinger navnet bekendt, er hun rigtig nok gift med Kenneth Sørensen og derfor også ”borgmesterfrue” i Næstved Kommune.

Joy Sørensen valgte at gå af ved sidste generalforsamling og blev hyldet til foreningens forårsopvisning for nylig.

- Jeg startede som hjælpetræner som 14-årig på et børnehold i 1987. Og bortset fra et år på efterskole og nogle graviditeter har jeg været her lige siden, siger Joy Sørensen, der ikke har bekymringer ved at sige stop.

Artiklen fortsætter under billedet...

Gymnaster bag Joy Sørensen havde hver et bogstav, der dannede sætningen "Tak for 37 år Joy". Foto: Privat

Gymnaster bag Joy Sørensen havde hver et bogstav, der dannede sætningen "Tak for 37 år Joy". Foto: Privat

- Jeg stopper, fordi der er en stor, god, stærk og solid bestyrelse. Og så er der jo nu også ”andre ting” på hjemmefronten. Vi har kun 24 timer i døgnet og vi kan ikke blive ved med at køre på ”underskud”, konstaterer den driftige kvinde, der også driver et regnskabsfirma.

Derudover har hun kasserer-poster i andre foreninger – bl.a. vandværket og fodbolden, men har af netop tidsmæssige årsager droppet sit virke i bordtennisklubben.

- Det er nu, vi som familie skal stå bag Kenneth. Vi er en stærk familie og hjælper hinanden og andre. Nu har Kenneth brug for al den støtte, han kan få, de næste fire, otte… ja, måske 12 år. Hvem ved, siger Joy Sørensen med et smil.

Hun mener også, det er sundt for en forening at skifte formand en gang imellem. Der skal friske kræfter til.

Joy Sørensen

Det var en rørt Joy Sørensen, der stoppede som formand. Foto: Privat

- Jeg har nok været formand i halvdelen af de 37 år, men gymnastikforeningen står stærkt som aldrig før. Og alle instruktører fortsætter. Det skal også være lysten, der driver det, pointerer Sørensen, som ikke har tal på, hvor mange timer, hun har brugt i foreningen.

- Jeg har jo selv dyrket gymnastik i alle årene. Man skal også vide, hvordan det er på den ”anden side”. Men vi har aldrig gjort timerne op, for så ville det nok lyde som om, jeg var en dårlig mor, kone, datter og så videre, siger hun med et smil, der bliver større, når snakken går på, hvordan hun og manden egentlig mødte hinanden.

- Det var også via foreningsarbejde. Kenneth var formand for fodboldklubben (Toksværd, red.), og jeg for Lundebakke. Det var Skt. Hans i 2000, hvor de to foreninger skulle sætte et food-telt op, og sådan begyndte det, siger hun og griner.