Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Foråret sluttede med en fuser

HGs mænd sluttede forårssæsonen med et 0-2-nederlag hjemme mod Solrød, men kan trods skuffelsen glæde sig over en sjetteplads og endnu en sæson i Sjællandsserien.

Sidste kamp på Seiffert Arena i denne sæson blev ikke den afslutning, HG havde håbet på. Efter flere gode præstationer i de seneste kampe virkede det desværre, som om den forestående afslutningsfest fyldte mere i tankerne end opgaven på banen. Solrød vandt 2-0, og dermed sluttede foråret med en lidt flad fornemmelse.

En prekær situation i kampen allerede efter to minutter kunne dog have ændret meget. Bertram Buster slap alene igennem, men blev tydeligt trukket i trøjen og hindret i sin afslutning. HG-lejren appellerede for rødt kort, men hverken dommer eller linjedommer reagerede.

I stedet var det Solrød, der kom foran. Efter et hjørnespark steg en af gæsternes høje Frederik Longhi til vejrs og headede bolden i mål.

Herlufsholm havde dog også muligheder. Gustav Bill-Jessen kom frem til en god chance efter et stærkt gennembrud af Valdemar Christensen, men hans opfindsomme afslutning bag om støttebenet manglede det sidste held. Kort efter burde Asger Bill-Jessen måske have udlignet, da han fik frit skud i feltet efter en fin aflevering fra Daniel Palm.

Cheftræner Mikkel Bruun ønskede mere energi og engagement efter pausen, så det fik han. Men de helt store chancer udeblev. 

Solrød var igen farlige efter et hjørnespark, hvor Nicklas Meyer Henckel stod perfekt placeret på stregen og forhindrede gæsterne i at øge føringen.

Værternes største mulighed efter pausen tilfaldt Gustav Bill-Jessen, som ramte stolpen med et forsøg, der havde fortjent en bedre skæbne.

I kampens overtid lukkede Solrøds Mads Ljungstrøm opgøret til 0-2. 

HG-mændene slutter forårssæsonen på en sjetteplads i nedrykningsspillet og har som det vigtigste sikret sig endnu en sæson i Sjællandsserien.

Asger Bill-Jessen (th) og Herlufsholm havde mulighederne mod Solrød, men udnyttede dem ikke. Foto: John Ringstrøm

Asger Bill-Jessen (th) og Herlufsholm havde mulighederne mod Solrød, men udnyttede dem ikke. Foto: John Ringstrøm