Allerede i 2017 tog FlexBo Sjælland de første skridt mod at etablere almene boliger i området. Efter flere års dialog om en mulig løsning på grunden ved den tidligere Mogenstrup Kro – og efter en konkurs i et opstartet projekt – er det nu lykkedes at komme i mål, takket være et stærkt samarbejde på tværs af aktører.
- Det her projekt viser, hvad man kan opnå med vedholdenhed og gode samarbejdspartnere. Vi har kæmpet for almene boliger i Mogenstrup i mange år – og i dag er vi stolte af, at vi nu er i gang, siger Tonny Ploug, formand for FlexBo Sjælland, i en pressemeddelelse.
Han henviser til, at vejen til det første spadestik har været lang.
Artiklen fortsætter under billedet...

Projektet kommer til at bestå af 60 boliger i ét og halvandet plan med 2, 3 og 4 rum. Til afdelingen opføres der også et fælleshus.
- Visionen er at skabe attraktive hjem for en bred beboergruppe – både unge, børnefamilier og seniorer, siger Tonny Ploug.
Projektet er udviklet i tæt samarbejde mellem FlexBo Sjælland, Kullegaard, Domus Arkitekter, Danakon Rådgivende Ingeniører og Schul Landskabsarkitekter. CG Jensen er totalentreprenør på byggeriet.
Et vigtigt skridt for Mogenstrup og kommunen
Også Næstved Kommune har spillet en vigtig rolle i at få projektet realiseret.
- De nye boliger er ikke bare et løft til Mogenstrup – de er et vigtigt skridt i retning af flere blandede boligformer i hele kommunen. Vi har mange parcelhuse i Næstved Kommune, men vi mangler rækkehuse til de borgere, der er nået dertil, hvor de gerne vil sælge de store parceller og flytte i noget mindre i byen, sagde borgmester Carsten Rasmussen i sin tale ved spadestikket.
Borgmesteren udtrykte samtidig stor glæde over, at spadestikket også markerer, at der nu for første gang i mange år opføres almene boliger i kommunen.
