Klokken 13 torsdag bliver første spadestik på Stenlængegårdens Kvarter 4 i Næstved taget. I Stenlængepark skyder 59 nybyggede boliger i den kommende tid op og danner rammen om et nyt og attraktivt boligkvarter.
Bag projektet står bygherre Maycon A/S, mens selve byggeriet gennemføres som totalentreprise af De Fries & Mejdahl.
- Det er en stor glæde for os, at vi endelig kan tage det første spadestik til Stenlængepark, selv om byggestarten er blevet udskudt lidt til senere end oprindeligt planlagt. Allerede før byggeriet er gået i gang, har vi mødt en stor interesse for boligerne, og vi glæder os til at skabe et moderne boligområde med høj kvalitet og gode rammer for de kommende beboere, siger direktør Anders Mayland fra Maycon.
Artiklen fortsætter under billedet...
Illustration: Maycon A/S
Han retter samtidig en tak til Næstved Kommune, som har banet vejen for, at byggeriet nu kan komme fra tegnebræt til virkelighed.
- Det har gjort det muligt at komme hurtigt videre med projektet og dermed invitere til denne officielle markering af byggeriets opstart, lyder det fra direktøren.
Plads til seniorer, familier og singler
Stenlængepark kommer til at rumme i alt 59 lejligheder og rækkehuse, hvoraf ni er eksklusive penthouselejligheder. Boligerne er tegnet med fokus på komfort, funktionalitet og kvalitet, og målgruppen spænder bredt – fra seniorer og familier til unge par og singler.
Alle lejligheder får blandt andet gulvvarme i samtlige rum, kvalitetskøkken med moderne indretning, egen terrasse eller altan, adgang via elevator, eget depotrum og parkering med ladestandere. Den centrale placering betyder desuden kort vej til byen, butikker, motorvej og togforbindelser, samtidig med at naturen ligger lige uden for døren.
Artiklen fortsætter under billedet...
Illustration: Maycon A/S
Ventelisten vokser
Selv om det første spadestik først tages nu, er udlejningen af boligerne allerede i fuld gang – og interessen har vist sig at være stor.
- Efterspørgslen er stor, og mange boligsøgende har allerede sat sig på ventelisten. Vi vil derfor råde interesserede til at reagere i god tid, hvis de vil sikre sig en bolig, siger Anders Mayland.
På selve dagen kan gæsterne både høre taler og få mere at vide om projektet, ligesom der bliver rig mulighed for at høre om de mange fordele ved det nye boligkvarter. Udlejningen af boligerne varetages af EDC Poul Erik Bech i Næstved.
Illustration: Maycon A/S
