Det blev hverken kønt eller sprudlende, men Næstveds 2. divisionshold kunne fredag aften rejse hjem fra Århus-forstaden med tre point i bagagen efter en 1-0-sejr.
På en tør og vanskelig bane på Aura Park fik gæsterne en perfekt start. Allerede efter fem minutter byggede Næstved et angreb op i venstre side, hvor Magnus Häuser med et præcis, langt skifte fandt Malthe Rugaard i højre. Rugaard sendte bolden ind i feltet, og her kom Christoffer Daluiso stormende og sendte sikkert bolden i mål til 1-0. Det var Daluisos første scoring i den grønne trøje.
Målet blev samtidig kampens eneste.
Brabrand pressede på
Efter den gode start udviklede kampen sig til en mere rodet affære på en ujævn bane, hvor ingen af holdene for alvor fik etableret det flydende spil. Brabrand fik tilkæmpet sig adskillige hjørnespark, men Næstveds bagkæde med blandt andre Mads-Emil Langberg, Daluiso og Jeppe Gertsen fik afvist det meste.
Når hjemmeholdet kom frem til afslutninger, stod Albert Gaub-Jakobsen sikkert i Næstved-målet. Især en stærk refleksredning efter et kvarters spil forhindrede en udligning. Efter en halv times spil brændte det for alvor på i Næstveds forsvar, men i tre omgange fik sydsjællænderne blokeret ”bi-sværmeriet” fra Brabrand.
”De grønne” havde også muligheder for at øge føringen. Benjamin Kold og Christian Friedrich forsøgte sig blandt andet udefra, mens Mathias Høst og Malthe Rugaard leverede flere indlæg fra kanterne uden at finde en holdkammerat foran mål.
Tre point efter hårdt arbejde
Brabrand formåede aldrig at få udlignet, selv om det var tæt på med et hovedstød 10 minutter før tid. Og dermed kunne Næstved efter to kampe uden sejr endelig sætte sæsonens første tre point ind på kontoen.
Et vigtigt afsæt til de kommende kampe, hvor det allerede tirsdag gælder lokalrivalerne fra Nykøbing FC på udebane i anden runde af pokalturneringen. Kampen spilles kl. 19.
Her vil der muligvis blive debut til nyankomne Marinus Larsen, der var med i Brabrand, men ikke kom på banen.
Næste søndag, 23. august, gælder det så VSK Århus kl. 13 hjemme på JHH Park.
Christoffer Daluiso (i midten) skaffede den første sejr til træner Sune Lærkedahl Jensen (t.v.) og holdkammeraterne. Foto: John Ringstrøm
KAMPEN I TAL
2. division, mænd
Brabrand - Næstved: 0-1 (0-1)
0-1: Christoffer Daluiso (5)
Næstveds hold:
Albert Gaub-Jakobsen - Jeppe Gertsen, Mads-Emil Langberg, Christoffer Daluiso (65/Christian Friedrich), Mathias Høst - Malthe Rugaard (65/Marius Olofsen), Magnus Häuser, Mark Kongstedt, Benjamin Kold, Storm Hollensted - Frederik Christensen (85/Tobias Elmelund).