Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Første fodboldtræning på en varm mandag

Næstved HGs kvinder tog mandag de første berøringer med en fodbold frem mod den kommende sæson i B-Ligaen.

Det var lummert, men træningsbane 6 stod snorlige, da Næstved HGs fodboldkvinder mandag så småt indledte forberedelserne til den nye sæson. 

Nogle af spillerne er stadig ferieramt, men de resterende gav den alligevel gas under vikarierende træner Jan Mikkelsen, som til daglig ellers fungerer som keepertræner. Næstved HG har som bekendt sagt farvel til spillende træner Louise Ringsing og hendes far Arne, så indtil der er fundet en cheftræner, klarer Mikkelsen det sammen med fysisk træner Carsten Fugl og anfører Katrine Krag-Andersen.

- Der arbejdes på sagen med en ny cheftræner, lyder det forventningsfuldt fra formand Tina Høilund, der også er fortrøstningsfuld i forhold til den nye sæson.

Artiklen fortsætter under billedet...

Den normale keepertræner, Jan Mikkelsen, stod for sommerens første træning for Næstved HGs kvinder. Foto: John Ringstrøm

Den normale keepertræner, Jan Mikkelsen, stod for sommerens første træning for Næstved HGs kvinder. Foto: John Ringstrøm

- Pigerne er glade og de er optimistiske. De fleste fortsætter og vi har også fået lavet nye aftaler med indiske Aveka Singh og Marta Grosso fra Italien. Til gengæld må vi desværre sige farvel til Melissa (Martinez, red.), der har fået en aftale med en spansk klub, siger Tina Høilund.

Hun og holdet må også se bort fra Emma Davgaard, der rejser til USA for at studere og spille fodbold for Florida Tech Women, mens tvillingerne, Ditte og Signe Sønderup, er flyttet til København og skal tørne ud for BSF i B-Ligaen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Den indiske landsholdsspiller Aveka Singh kan gå hen og blive en stor profil for Næstved HG. Foto: John Ringstrøm

Den indiske landsholdsspiller Aveka Singh kan gå hen og blive en stor profil for Næstved HG. Foto: John Ringstrøm

Et enkelt velkendt ansigt deltog i sommerens første træning. Holdets tidligere anfører, Karoline Ellegaard, havde trukket træningsvesten over hovedet og deltog på fuldstændig lige fod med alle de andre. Om det bliver til et seriøst comeback på liga-plan, må tiden vise.

I første omgang skal truppen skærpes til onsdag 12. august, hvor det debuterende A-Ligahold FC København kommer på besøg i første runde af Kvindepokalen. Lørdagen efter, 15. august, venter premieren i B-Ligaen, hvor AaB er modstanderen hjemme på Næstved Stadion.

Karoline Ellegaard var efter nogle sæsoners pause tilbage på træningsbanen. Her med bolden i duel med Katrine Krag-Andersen (th). Foto: John Ringstrøm

Karoline Ellegaard var efter nogle sæsoners pause tilbage på træningsbanen. Her med bolden i duel med anfører Katrine Krag-Andersen (th). Foto: John Ringstrøm