Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Flere børnebøger ryger med hjem

Næstved Biblioteks nye børnebibliotek fylder et år. Siden åbningen er udlånet vokset, og især børnefamilierne ser ud til at have taget de nye rammer til sig.

Der kommer flere børnebøger med hjem fra Næstved Bibliotek. Det viser bibliotekets egne tal efter det første år med det nye børnebibliotek, der åbnede 3. oktober 2025.

Indtil videre i 2026 er der udlånt 3397 flere børnebøger fra Næstved Bibliotek end på samme tidspunkt sidste år.

Også blandt de 30-39-årige – en aldersgruppe med mange småbørnsforældre – er udviklingen tydelig. Her er udlånet af børnematerialer steget med 14 procent fra 2025 til 2026. Sammenlignet med 2022 låner aldersgruppen nu 60 procent flere børnematerialer.

– Vi oplever, at der kommer flere børn i huset og flere nye ansigter, som vi ikke så tidligere. Samtidig kan vi se, at familierne tager flere bøger med hjem. Det er vi virkelig glade for, siger biblioteks- og borgerservicechef Karen Delfs i en pressemeddelelse.

Skal vække læselysten

Da børnebiblioteket åbnede for et år siden, var ambitionen at skabe et sted, hvor bøger og læsning blev kombineret med leg, sansning og fordybelse. De stigende udlånstal ser Karen Delfs som et positivt tegn.

– Det var netop ambitionen med det nye børnebibliotek at vække læselyst gennem leg, sansning og fordybelse. Når vi nu kan se, at flere børn besøger biblioteket, og flere bøger kommer med hjem, tyder det på, at vi er godt på vej til at øge børnenes læselyst, siger hun.

Flere kommer fra Fensmark

Det er ikke kun familier fra Næstved by, der bruger biblioteket mere. Lånere fra Fensmark står i år for omkring 1000 flere udlån på Næstved Bibliotek end sidste år. Ifølge biblioteket peger det på, at de nye rammer også trækker familier til fra andre dele af kommunen.

– Det er fantastisk at se, at børnebiblioteket ikke kun bliver brugt mere, men også tiltrækker familier, som måske ikke kom her så ofte tidligere. Når børn får gode oplevelser med biblioteket, bøgerne og læsningen, håber vi selvfølgelig, at de får lyst til at komme igen og bliver ivrige læsere, siger Karen Delfs.

Et bibliotek i børnehøjde

Det nye børnebibliotek er tegnet af NOAA Arkitekter og blev indviet 3. oktober 2025. Indretningen rummer blandt andet læsehuler, sanseområder, kreative områder og særlige zoner til forskellige aldersgrupper. Tanken er, at børnene både skal kunne lege, gå på opdagelse og finde ro til bøger og fordybelse.

Efter det første år tyder udlånstallene i hvert fald på, at flere bøger finder vej fra hylderne og med hjem.

Der var gang i den ved åbningen af Børnebibilioteket for et år siden. Foto: John Ringstrøm

Der var gang i den ved åbningen af Børnebibilioteket for et år siden. Foto: John Ringstrøm