Allerede fra formiddagen var der liv i byen. VeteranCafé Næstved bød på morgenkaffe, og senere satte Gardehusarregimentets Hesteskadron sit præg på bybilledet. Hestene trak børn og voksne til både i Rådmandshaven, Sct. Jørgens Park og på Axeltorv, hvor mange benyttede chancen for at hilse på de blankpudsede heste.
Artiklen fortsætter under billedet...

Kolonnekørslen gennem midtbyen viste beredskabets, politiets og veteranforeningernes køretøjer frem, og i Grønnegades Kaserne Kulturcenter kunne børn prøve kræfter med feltrationer og møde soldater og betjente i øjenhøjde.
Om aftenen blev stemningen mere højtidelig. Ved Stenen for Danmarks Udsendte blev der lagt krans og holdt taler, inden borgmester Carsten Rasmussen uddelte børnemedaljer til pårørende børn. Feltgudstjenesten samlede mange til eftertanke, inden dagen rundede af med traktement for de tilmeldte.
Artiklen fortsætter under billedet...

Markeringen faldt i år sammen med, at Næstved Kommune er nomineret til prisen som Årets Veterankommune 2025 – en anerkendelse af den indsats, der siden 2015 har styrket fællesskabet og støtten til veteraner og deres familier.