Næstveds DM-sølvvindere har stadig mulighed for at forsvare deres medaljer fra sidste år eller endda forbedre dem.
I weekendens holdmatcher i elitedivisionen vandt de på hjemmebane i Næstved Golfklub med 11-7 over Søllerød i lørdagens kamp.
Her stod det efter de tre foursome om formiddagen, men i eftermiddagens singler var værterne lige en tak bedre. DP World Tour-spilleren Alexander Frances vandt klart sin kamp mod Søllerøds Max Bendixen, og Næstveds næstbedste kort, Christoffer Bring, der til daglig spiller på Hotelplanner Tour (Europas næsthøjeste niveau), vandt sin kamp mod Oskar Falshøj endnu mere klart.
Da Christian Vinther og Frederik Birkelund også vandt deres kampe, gjorde det mindre, at Markus Wellemberg og Malthe Rasmussen tabte deres.
Søndagens opgør på udebane gjaldt sidste års danske mestre fra Smørum, og her fik sydsjællænderne en skidt start på de tre foursome-matcher. Det blev til to nederlag og en deler, så Næstved var bagud 4-1, inden singlerne.
Her var det tæt, men det lykkedes kun Alexander Frances og Malthe Rasmussen at vinde deres kampe over henholdsvis John Axelsen og Daniel Toft, mens Christian Vinther delte sin med Smørums Theis Poulsen.
Christoffer Bring var tæt på i sin kamp mod Mads Heller, men tabte på ét hul. Markus Wellemberg og Frederik Birkelund gik også fra banen som tabere, så Smørum endte med at vinde 12-6.
- Det var svært i dag i Smørum, men tæt. Vi kom skidt fra start og så var det lidt op af bakke, siger Næstveds elitechef Christian Bring.
Great Northern fører rækken med syv point og er tre foran Smørum og Næstved. Søllerød er sidst med ét point. Der resterer to runder, hvor Næstved får besøg af Great Northern og skal en tur til Søllerød. De kampe spilles anden weekend i august.
- Great Northern skal også møde Smørum, så alt er åbent endnu. Vores mål er at blive i rækken, men vi vil jo også gerne spille finalekampene, siger Bring.
De to bedste hold i rækken spiller DM-semifinale mod de to bedste i vest-rækken.