Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

FC 77 slog Holmegaard ud af pokalen

Hjemme på Dyrskuepladsen vandt FC 77’s serie 3-mandskab endnu en pokalkamp over et højere rangerende hold.

I forrige runde gik det ud over serie 2-mandskabet B73 fra Slagelse og tirsdag aften var det så naboerne fra Holmegaard, der også huserer i serie 2, der måtte lade livet på Dyrskuepladsen.

Her vandt pokaldræberne fra FC 77 opgøret i tredje runde med 2-1 på mål af Mark Schiøtt og Sebastian Torstensen.

- De to serie 2-hold har vist været søde ved os, sagde en glad FC-træner Lasse Nonbo efter opgøret.

Mark Schiøtt gjorde det til 1-0 efter cirka et kvarters spil, mens Sebastian Torstensen scorede til 2-0 i slutfasen, hvor gæsterne ellers pressede på for en udligning.

Holmegaard fik da også reduceret til 1-2, men da var det for sent.

Artiklen fortsætter efter billedet...

FC 77
FC 77-holdet i jubeldans efter pokalsejren over Holmegaard. Foto: John Ringstrøm

- Det var egentlig en skidt kamp. Jeg kunne se, de havde mange af deres profiler ude. Jeg manglede også nogle, men de er skadede. Så det blev lidt panikfodbold, men en sejr er en sejr, sagde Lasse Nonbo, der allerede fredag sender sine tropper i aktion igen, når de skal til Nyråd, som ligger nummer to.

- Den skal vi vinde, hvis vi vil rykke op. Turneringen er vigtigst, men nu er vi i fjerde runde, så vi må se, om vi kan lave noget der også, siger Nonbo, der sammen med sit hold er på tredjepladsen i serie 3, pulje 8.

Holmegaard-træner Casper Guldbrandt var enig i, at det var en rodet kamp på Dyrskuepladsen, eller ”Animal Ground”, som 77-hjemmebanen kærligt kaldes.

- Der var mange fejl, men alligevel mange chancer. Vi skulle have lavet mange mål. Vi kan ikke skyde skylden på, at vi manglede et par stykker. De fik et mål mere end os, og sådan er fodbold. Vi havde lavet en del om på startopstillingen, men det skal ikke være nogen undskyldning. Det var fortjent, at de vandt og er videre, konstaterede Guldbrandt.

Holmegaard kan nu udelukkende koncentrere sig om at gøre noget ved sjettepladsen i serie 2, pulje 4.